Uskarp Patrick Nielsen sejrede
I en rodet affære tog Patrick Nielsen sin anden sejr i supermellemvægt
Der var mere drama under pressemødet, hvor Patrick Nielsen mundhuggedes med Rudy Markussen end der var i ringen i Frederiksberg Hallen lørdag aften. Her stod Albertslundbokseren lørdag aften overfor argentineren Ruben Acosta,
Acosta var tilsyneladende ikke kommet for at bokse, for udover en række vilde møllesving, præsterede han absolut ingenting i ringen udover at bakke og holde fast i Patrick Nielsen.
Patrick Nielsen burde have afgjort kampen længe før sidste omgang, men han var tydeligt uskarp og manglede både timing og kraft i sine slag. Når det er sagt, så viste Albertslunderen rigeligt til at vinde kampen overbevisende på point.
Til Patricks forsvar skal siges, at han med under 14 dages varsel trådte til i stedet for lillebror Micki, som skulle have bokset titelkamp, men Micki har haft lungebetændelse, så derfor gik Patrick i ringen mod den rutinerede Acosta.
Sejren var der aldrig tvivl om. Patrick styrede den rodede affære fra første til sidste sekund, og scorede massivt, især på sit jab. Det var en klar sejr.
Patrick erkendte selv bagefter, at han ikke havde bokset op til sit bedste. Den korte forberedelsestid kostede både på formen og på timingen, men det positive var at han vandt, og så er de bare videre. Mod næste kamp. Mod den næste titel.