Flere går til badminton
Badmintonafdelingen har flere medlemmer og godt styr på økonomien. Generalforsamling i positiv stemning.
I en tid, hvor færre spiller badminton på landsplan, kan badmintonafdelingen i Hammel GF notere en lille fremgang i medlemstallet. Det kunne formanden for Hammel GF badminton, Susanne Østerby, med tilfredshed notere på generalforsamlingen i badmintonafdelingen.
Medlemstallet er nu på 300.
At fremgangen især sker i ungdomsafdelingen, som nu tæller omkring 150 medlemmer er ekstra glædeligt.
”Men generelt har vi fremgang i alle afdelinger,” sagde Susanne Østerby.
Hun glædede sig samtidig over, at badmintonafdelingen med den ny hal i Hammel Idrætscenter har fået endnu bedre og flere haltimer.
Flere holdkampe
I ungdomsafdelingen har man arbejdet på at få flere til at spille holdkampe. Det er lykkedes så godt, at der har været 11 ungdomshold tilmeldt turneringen.
Samtidig har badmintonafdelingen arbejdet mere målrettet med ungdomstræningen. Blandt andet har alle ungdomstrænere været tilknyttet et coachingforløb med DGI.
”Vi vil gerne rumme både de unge, som bare gerne vil spille badminton, og dem, som har større ambitioner med deres spil,” sagde Susanne Østerby.
Økonomisk kom afdelingen fornuftigt ud af året. Hammel Hestemarked har bidraget med et tilskud på 34.000 kr.