Fortsæt til indhold

FC Skanderborg klar med stor plan

På et pressemøde præsenterede FCSkanderborg sin Vision 2020, som indeholder ambitiøse planer for klubbens fremtid

Sport
Arkiv

Når man siger fodbold og Østjylland i samme sætning, er det nok AGF, Vejle BK og AC Horsens, der som de første klubber dukker op på nethinden hos de fleste mennesker. Men det skal ændres. I hvert fald hvis det står til FC Skanderborg.
“Vi vil være den bæredygtige og attraktive klub i Østjylland,” sagde Kasper Tikjøb, formand for FC Skanderborg, det meget klart tirsdag 6. januar, da han introducerede pressemødet for klubbens Vision 2020 i Kulturhuset i Skanderborg.
Efter klubben i majmåned sidste år fik titlen som Europas bedste breddeklub af det europæiske fodboldforbund, UEFA, har klubben på højtryk arbejdet på, hvordan den fornemme titel kan udnyttes på bedste vis.
Det har udmøntet sig i den vision, som klubben præsenterede, hvor også DBU-fomand, Jesper Møller, og formand for kulturudvalget i Skanderborg Kommune, Tage Nielsen (R), var til stede.
Begge var meget begejstret over den vision, som FC Skanderborg fremlagde, og især Jesper Møller havde flotte ord til den lokale fodboldklub.
“At jeg kommer til pressemøde i Skanderborg, er ikke et udtryk for, at jeg er FC Skanderborg-fan. Når jeg kommer, så er det fordi, der sker noget ekstraordinært. FC Skanderborg er en rollemodel i forhold til det breddearbejde, der foregår i Danmark,” lød det meget rosende fra DBU-formanden.

1. dvision inden 2020

I øjeblikket er FC Skanderborgs bedste herrehold placeret i toppen af Danmarksserien. Men i klubbens nye vision er der meget større sportslige forventninger. Det helt store mål er nemlig, at klubben både skal have et dame- og et herrehold, der spiller 1. divisionsfodbold inden 2020.
“Det er helt realistisk at have et 1. divisionshold,” lød det fra sportschef Rasmus Skibsted Sørensen, som uddybede sig således:
“Alle A- og B-licensklubber i området såsom AC Horsens, Silkeborg og AGF vil kun have nummer ét i hver årgang. Det efterlader i hvert fald 19 spillere i hvert enkelt årgang, som skal have et sted at spille fodbold på elitært niveau.”
For det er nemlig ikke ved at bruge mange penge på dyre spillerkontrakter, som FC Skanderborg vil gøre brug af for at opnå sportsligt succes.
“De skal ikke komme her for, hvad de kan få på lønchecken. Der er vi blevet udkonkurreret af andre klubber,” forklarede sportschefen således.
“ingen fodboldspillere bliver bedre af at kigge på deres lønseddel. Det foregår på græsplanen.”
I stedet har klubben et klart mål om, at de østjyske fodboldtalenter vælger at spille i de gule og blå farver.
“80 procent af holdet, der spiller i 1. division, skal bestå af spillere fra Østjylland,” lød det ambitiøst fra Rasmus Skibsted Sørensen.

Vil fordoble omsætningen

FC Skanderborg tager nemlig klubbens økonomi meget seriøst i forbindelse med den nye vision.
“Vi kommer ikke til at bruge flere penge, end vi har,” sagde sportschef Rasmus Skibsted Sørensen flere gange på pressemødet.
“Det lyder måske meget banalt, men i fodboldverdenen er det ikke helt naturligt,” tilføjede han og henviste til de mange danske klubber i 1. division og Superligaen, som hvert år præsenterer underskud og lever på lånte penge.
Men der skal dog ske væsentlige ændringer på det økonomiske område, slog klubben samtidig fast på pressemødet.
Inden 2016 er det nemlig FC Skanderborgs klare mål, at den årlige omsætning fordobles, så den bliver på 4,5 milioner kroner om året.
Den skal yderligere vokse inden 2020, så klubben har det økonomiske grundlag for at kunne klare rammerne for at have et 1. divisionshold, og så skal der skaffes penge til klubbens nye stadionprojekt.

International branding

Det skal ske ved, at klubben igennem omfattende branding synliggøre sig både i Danmark og uden for landets grænser. På den måde vil klubben tiltrække nye kommercielle partnere og investorer.
Klubben vil ansætte folk i et såkaldt brandingteam, og så vil klubben etablere en reel tv-kanal som sammen med et tøjbrand skal gøre FC Skanderborg til en kendt klub.
Selvom FC Skanderborg hverken spiller i europæiske turneringer eller i landets bedste række, så tror klubben på, at det er realistisk at tiltrække udenlandsk opmærksomhed.
“Bare titlen som Europas bedste breddeklub har givet omtale rundt omkring i Europa,” fortalte sportschef Rasmus Skibsted Sørensen.
Og det støttes op af DBU-formanden, som ikke er i tvivl om, at FC Skanderborg kan bruge den fornemme titel ude i Europa.
“Jeg tror faktisk også, at en af de ting, som FC Skanderborg kommer til at arbejde med er fundraising. Der er nogle EU-projekter såsom Erasmus. Der er det da ikke nogen skade, at man kan skrive, at man Europas bedste breddeklub, hvis man søger midler,” fortalte Jesper Møller, formand for DBU.