Skanderborg bliver i ligaen
Kristoffer Laursen, Skanderborg Håndbolds nye målmand fra næste sæson, er ikke i tvivl om, at Skanderborg Håndbold også spiller ligahåndbold efter sommer
Når den nuværende håndboldsæson er slut, og den nye kommer, skifter den 25-årig målmand Kristoffer Laursen sin Skjern-trøje ud med en Skanderborg-trøje.
Men selvom Skanderborg har haft en dårlig sæson indtil videre, så tror Kristoffer Laursen på, at han sammen med Skanderborg skal spille ligahåndbold efter sommer.
“Jeg er sikker på, at Skanderborg også er ligahold fremadrettet, på trods af det svære efterår, klubben har haft i denne sæson. Det ligner at alle mand kan være mere eller mindre klar igen, når VM-pausen er færdig, og så tror jeg at alle hold skal passe på Skanderborg,” fortæller han til klubbens hjemmeside.
Skanderborg er det bedste valg
Selvom et skifte fra Skjern, som lige nu er placeret som nummer fem, til Skanderborg er et skridt ned i karrieren, så mener målmanden, at det er det bedste valg lige nu.
“Jeg har brugt lang tid til at overveje, hvilken retning min karriere skulle dreje hen, og jeg tror på, at Skanderborg er det bedste valg for mig, dér hvor jeg er i min karriere lige nu,” fortæller Kristoffer Laursen til Skanderborghaandbold.dk og uddyber:
“Jeg synes ikke. jeg har levet helt op til mine egne forventninger i denne sæson, og derfor giver det god mening i mine øjne at prøve en anden målmandspost end i en af de absolut største klubber i Danmark.”
Men inden Kristoffer Laursen bliver ny mand i Skanderborgmålet, skal han lige gøre sæsonen færdig for Skjern.
Skiftet går igennem 1. juli og gælder to år frem.