Fortsæt til indhold

Skanderborg Håndbold videre i pokalturneringen

Med en sejr på 33-18 ude over Børkop HK spillede Skanderborg sig videre

Sport
Arkiv

Skanderborg Håndbold levede op til favoritværdigheden, da de torsdag 15. januar stod over for 3. divisionsholdet Børkop HK på udebane i fjerde runde af pokalturneringen.
Skanderborg Håndbold stillede ellers ikke op med deres sædvanlige førstehold, og det var der ifølge sportschef Torben Væver en god grund til.
“Pokalturneringen er absolut ikke nogen prioritet for os lige nu. Det handler for os udelukkende om at fokusere på de sidste syv kampe i ligaen, og få holdet spillet sammen og få flest mulige folk klar til kamp igen,” fortalte han inden kampen til klubbens egen hjemmeside.

Sejr aldrig i fare

Skanderborg startede kampen med lyn og torden og bragte sig hurtigt foran 7-1. Ved pausen stod den 16-10 til Skanderborg, som efter pausen brugte 11 minutter på at bringe sig foran med 23-10, og så var kampen afgjort.
Hjemmeholdet fra Børkop HK kom aldrig i nærheden af en spændende afslutning, og i stedet er det Skanderborg Håndbold, der nu er sikkert videre til femte runde.
Næste kamp for Skanderborg Håndbold er 7. februar, hvor Odder Håndbold venter i ligaen på hjemmebane.