IF Midtdjurs Håndbold scorede en kassesucces
I omegnen af 1.000 gæster kiggede forbi lørdagens loppemarked i Midtdjurshallen, hvor 50 stande fyldte godt op i landskabet
IF Midtdjurs Håndbold er på jagt efter nye indtægtskilder, der kan hjælpe afdelingens hårdtprøvede økonomi.
En af dem fandt håndboldafdelingen muligvis lørdag, hvor i omegnen af 1.000 mennesker kiggede forbi loppemarkedet i Midtdjurshallen.
50 private udstillere, der hver havde betalt for en standplads, udbød et bredt og varieret varesortiment, lige fra radioanlæg, en mindre motorcykel til fjernstyrede biler, over nips og tøj til store og små.
"Lige fra start var samtlige parkeringspladser ved Midtdjurshallen optaget. Hallen var fuldstændig fyldt. En overgang kunne der faktisk ikke være flere i hallen," fortæller en begejstret håndboldformand Dan E. Föh.
Sammen med de øvrige i bestyrelsen vurderer han, at der på et tidspunkt har været 700 mennesker i hallen. Det samlede besøgstal nåede op på cirka 1.000 mennesker, lyder vurderingen.
"Også hallens cafeteria, der i dagens anledning var bemandet med ekstra mandskab fra U14 piger, var der travlhed fra morgenstunden. I et par timer omkring frokosttid var der således helt fyldt op af spisende gæster," fortæller Dan E. Föh.
Cafeteriaet står håndboldafdelingen også for driften af, så når det regner på præsten (Midtdjurshallen og cafeteriaet), drypper det ekstra meget på degnen (håndboldafdelingen).
Råber på en reprise
Christina 'Muddi' Nielsen fra håndboldafdelingens bestyrelse har været primus motor for loppemarkedet, og hun kunne glæde sig over, at 50 udstillere havde forhåndstilmeldt sig til næste marked.
Hvornår det kommer til at løbe af stabelen er ikke afgjort endnu, men håndboldafdelingen forventer en reprise.
Et par ændringer bliver der næste gang.
"Blandt andet skal adgangsforholdene for kørestolsbrugere bedres ganske betydeligt. Vi havde faktisk ikke tænkt på, at der ville være et problem, men som sagt det bedres til næste gang," lover Dan E. Föh.