Viking Pindstrup tænder op under kedlerne lørdag
Fodboldudvalget afslører først i forbindelse med lørdagens nytårsappel, hvem der skal stå med træneransvaret i den kommende sæson
Viking Pindstrups seniorspillere starter ud lørdag med nytårsappel efter den traditionelle dagsorden med lidt fodboldspil en god times tid udendørs til at starte med - og herefter skoldhed suppe, tarteletter med hønsekød som indhold og lidt væde til at skylle efter med i klubhusets cafeteria.
Der knytter sig et ekstra spændingsmoment til appellen i år, idet fodboldudvalget, der har Jørgen Erland Sørensen som formand, først i forbindelse med nytårsappellen vil løfte sløret for, hvem der skal være træner(-e) i den kommende sæson.
Sidste års trænerduo, Tom Bæk Petersen og Kasper Ilsøe Babis, takkede nej til at fortsætte, da efterårets sidste kamp var spillet.
Viking Pindstrup er nedrykker fra Serie 4, og skal i foråret spille i Serie 5, hvor puljerne endnu ikke er offentliggjorte på grund af senere tilmeldingsfrist end til de øvrige rækker.
Nytårsappellen er programsat til at starte klokken 13.