Kendte ansigter til nytårsappel i Kolind
Målet for KPI er at bide sig fast i serie 2 og 3 med de to bedste herrehold
Der var lutter kendte ansigter og derfor ingen spektakulære nyheder, da Kolind-Perstrup IF lørdag eftermiddag bød sine spillere velkommen til forårssæsonen ved nytårsappel på Kolind Park.
Blandt overraskelserne var sidste års spillende medtræner, Thomas Gerberg, som mødte omklædt til nytårsappellen og som i foråret vil give ”en fod” med på KPI's hold.
”Jeg har haft en god tid i KPI som spiller og træner og vil derfor gerne være med i foråret, selvom det ikke bliver tid til så meget træning,” siger Thomas Gerberg, som vil prioritere familielivet i den kommende tid.
Der var i alt mødt 16 omklædte spillere op til appellen, som fik lov til at starte ud med en løbetur og en lille turnering med fire hold, inden de gik ind til den varme suppe i klubhuset med en orientering fra træner Mads Berg om forårets planer og målsætninger.
”Der er de spillere jeg havde ventet at se til nytårsappellen,” siger KPI træner Mads Berg.
”Myre” håber at være helt klar i maj
Med til nytårsappellen i civil var også de langtidsskadede spillere Rasmus Møller og Nickolaj ”Myre” Martinsen, som begge håber at komme i gang med at spille igen i foråret.
Det er godt et år siden, at Nickolaj ”Myre” Martinsen sprængte sit korsbånd og flækkede menisken under sit første træningspas i KPI efter skiftet fra IF Midtdjurs.
”Det var surt lige som man skulle til at starte op sin nye klub. Men det går fremad og jeg regner med at kunne begynde at træne med på kunstgræs. Men kamp kan jeg nok ikke spille før midt i maj,” siger ”Myre”, som glæder sig til at spille bold igen efter den lange pause.
Spillende træner skal først opereres
KPI har tre hold med i turneringen og målet er klart for de to bedste hold, som henholdsvis rykkede ned i Serie 2 og rykkede op i Serie 3.
”Vi skal bide os fast i Serie 2 og Serie 3 med de to bedste hold,” siger fodboldformand Poul Hansen, Kolind.
Andetholdet i Serie 3 skal trænes af KPI-veteranen Thomas Zacher, som dog får begrænset spilletid i optakten, da han først skal gennemgå en menisk-operation.
Stæren er fløjet
Som ventet var hverken profilerne Claus Koch eller Mikkel Stær mødt frem til nytårsappellen i Kolind.
Sidste års anfører Claus Koch og offensivspilleren Mikkel Stær, som ellers har været Kolindspiller gennem alle årene på nær ungdomstiden på AGF's elitehold og en afstikker til KPI's daværende samarbejdsprojekt FC Djursland med divisionsfodbold, mødte til nytårsappel i Nørager forrige lørdag og ventes at stille op for Nørager B i Serie 1 i foråret. Skiftet var ventet, efter at de to spillere mistede lysten til fodbold midt i efterårssæsonen.
KPI indleder sit program med syv træningskampe om 14 dage med en kamp på kunstgræsbanen i Grenaa mod Grenaa IF's Serie 1 hold. Derefter står blandt andet kampe mod netop Nørager på programmet inden turneringen indledes mod to spændende lokalopgør mod henholdsvis Vivild IF og IF Midtdjurs.