SK Aarhus gafler venstrebacken Anne Sofie Hjort
For tredje gang i denne uge har SK Aarhus afsløret et nyt navn til holdets trup den kommende sæson. Der er tale om en to-årig kontrakt med 22-årige Anne Sofie Hjort, som lige nu spiller i Team Tvis Holstebro.
Den unge venstre back har allerede haft debut på A-landsholdet med to landskampe.
"Vi har længe søgt en bagspiller, der vil kunne dække i midterforsvaret på absolut højeste niveau. Det har vi fundet i Anne Sofie Hjort. Anne Sofie er dog meget mere end en klasse forsvarsspiller! Hun er også særdeles godt skydende fra distancen. Denne sæson er desværre blevet ødelagt af en skade, men hun er snart tilbage igen, og vi håber, at hun får flere A-landskampe, end de to hun allerede har spillet," siger cheftræner Jesper Holmris på klubbens hjemmeside.