Fortsæt til indhold

Ingen alternativer til Dan E. Föh som håndboldformand i IF Midtdjurs

På onsdagens generalforsamling sagde Dan E. Föh nølende ja til at fortsætte, fordi alternativet var en ekstraordinær generalforsamling

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Der var mødt i alt 11 personer op. Heraf 4 fra bestyrelsen og hovedformanden for IFM, Jens Mikkelsen, ved onsdagens generalforsamling i IF Midtdjurs Håndbold.
Dan E. Föh blev genvalgt som formand, men det var ikke med formandens gode vilje.

"Jeg sagde til de fremmødte, at jeg ikke kunne fortsætte som formand, fordi jeg ikke følte, at jeg ikke havde klubbens opbakning. Blandt har jeg gentagne gange oplevet, at trænerne ikke besvarer mine forespørgsler," siger Dan E. Föh.

"Jeg finder det underligt, at når jeg sender en mail ud og gerne vil have et tilbagesvar, så sker der absolut intet. Det er i den grad op ad bakke. Jeg har forsøgt, at finde ud af, hvorfor ingen gider svare. Men er uden svar. Ingen kan eller vil ikke fortælle mig, hvad der er galt. Jeg forstår ikke, at man vælger tavsheden, frem for at være ærlig og fortælle, hvad der er problemet," sagde den genvalgte håndboldformand i sin beretning.
Der kom imidlertid ikke nye navne på bordet, og med udsigten til at skulle indkalde til en ekstra ordinær generalforsamling valgte Dan E. Föh at modtage genvalg.
Christina 'Muddi' Nielsen blev genvalgt til bestyrelsen, der nu består af 5 medlemmer. Der var ingen kandidater til bestyrelsen, som af generalforsamlingen fik bemyndigelse til at forsøge at supplere sig selv op til i alt ni medlemmer.
I 2014 startede bestyrelsen med ni medlemmer, men siden er fire faldet fra af forskellige årsager.

Medlemskrise

Dan E. Föh noterede i sin beretning, at IF Midtdjurs Håndbold fattes medlemmer.
Ved udgangen af 2012 lød medlemstallet på 204, ved udgangen af 2013 på 80 medlemmer og ved udgangen af 2014 på 94.
"I dag er tallet 43. Vi har så få medlemmer, at kun to hold har nok betalende medlemmer til, at de på lovlig vis kan spille for klubben," sagde Dan E. Föh.
Medlemstilbagegangen fra 94 ved udgangen af 2014 til 43 blot to måneder inde i 2015 er et udtryk for, hvor mange, der betaler kontingent.