Fem LLI Krolf-spillere til DM
DAI Region Midtjylland Krolf afholdt forleden sit individuelle mesterskab i Krolf på de grønne områder ved boldbanerne på Skanderborg Fælled, hvor hjemmebanefordelen var delvist fjernet, da der var lavet nye udslagssteder til de 36 etablerede huller.
I både dame- og herrerækken kæmpede 50 spillere målrettet for at slutte blandt de 16 bedste i rækken for at opnå adgang til DIF’s individuelle danmarksmesterskab i Krolf.
Efter at køller og kugler havde talt ved både spil og omspil var dagens vindere og DM deltagere fundet. Således er fem krolfspillere fra LLI Skanderborg nu kvalificeret til DM i Skalborg ved Ålborg med følgende resultater: Sølv til Lars Madsen (85 slag og omspil), bronze til Erik Sørensen (86), Anders Christensen (88), Max Øhrberg (93) samt Mie Voldum (97).