Rasmus Grønberg Hansen bliver akademiker
Den tidligere ungdomsspiller i Viking Pindstrup og IF Midtdjurs har skrevet en toårig kontrakt med traditionsklubben AB
Rasmus Grønberg Hansen, 28, fortsætter fodboldkarrieren de næste to år i Akademisk Boldklub, der er hjemhørende i Gladsaxe og spiller i landets næstbedste række.
Den tidligere ungdomsspiller i Viking Pindstrup og IF Midtdjurs var i efteråret på kontrakt med Hobro, men fik ved årsskiftet kontrakten ophævet, fordi hans kone, der er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet, havde fået job i København.
Før skiftet til AB blev en realitet, var Rasmus Grønberg Hansen et smut over Atlanten for at prøvetræne og havde også et tilbud på hånden fra en amerikansk klub.
Han valgte dog at blive i Danmark og tørne ud for AB, der i øjeblikket ligger placeret på syvendepladsen i 1. division med 20 point, tre point fra nedrykningsstregen.
Akademikerne, der i tidernes løb har fostret et hav af landsholdsspillere, har i en årrække ført en hensygnende tilværelse uden for det store rampelys, er kendt for sin tekniske og pasningsbetonede spillestil.
"Rasmus Hansen har været på vores ønskeliste i lang tid, da han har nogle andre kompetencer end de spillere vi har i truppen. Vi har en stærk centralt midtbane, selv efter afgangen af Bjarke, så med Rasmus' ankomst bliver der en sund konkurrence om pladserne. Han kommer med noget erfaring fra Superligaen, og er kendetegnet ved en dedikeret arbejdsindsats både defensivt og offensivt. Rasmus' blik for spillet og den rutine han kommer med, tilfører vores trup noget erfaring og nogle ny muligheder i spillet alt efter hvilken modstander vi møder," udtaler ABs direktør Peter Rasmussen til klubbens hjemmeside.
"Min kæreste har fået job i København, så jeg er glad for aftalen med AB, som har et professionelt set-up i et spændende miljø. Jeg snakkede lidt med min tidligere holdkammerat i Sønderjyske Casper (Grønn), for at høre hans mening, og så var der ingen tvivl for mig mere. Samtidig har jeg fået en længerevarende aftale, så jeg glæder mig til at komme rigtig igang med den første træning i morgen, slutter den nye akademiker," udtaler Rasmus Grønberg Hansen til samme hjemmeside.
Han begynder i korte bukser i AB onsdag og kan se frem til en træningskamp fredag mod BK Frem.
Første turneringskamp venter 15. marts, når AB tager imod AGF på Gladsaxe Stadion.