Fortsæt til indhold

Fodbold kommer på skoleskemaet

FC Skanderborg har planer om et omfattende uddannelsesnetværk

Sport
Arkiv

Den nye folkeskolereform, som trådte i kraft i sommer, har gjort det svært for sportsintreresserede skoleelever at nå både lektier og sport i fritiden. Det vil FC Skanderborg dog med et omfattende uddannelsesnetværk ændre på.
“Vi vil gerne have børn og unge til at gå til fodbold, inden de kommer hjem fra skole,” fortæller Rasmus Skibsted Sørensen, sportschef i FC Skanderborg.
I klubens for nylig præsenteret Vision 2020 er der nemlig punktet 'Uddannelsesnetværk'. Her er det klubbens mål at få et samarbejde op at køre med kommunens uddannelsesinstitutioner.
“Fodbold skal være en del af skoleskemaet,” som det lyder fra Rasmus Skibsted Sørensen.

Pilotprojekt i foråret

Allerede nu er uddannelsesnetværket så småt begyndt. Klubben har indledt samarbejde med UCS10, Niels Ebbesen Skolen, og på Morten Børup Skolen skal der henover foråret køre et pilotprojekt, hvor 31 piger og drenge i 7., 8. og 9. klasse hver fredag træner som et valgfag i det planlagte skoleskema.
“Det er planen, at vi efter sommer skal have fodbold integreret meget mere,” fortæller sportschefen.
Det er nemlig vigtigt, at børnene ikke når hjem fra skole, inden fodboldtræningen starter.
“Der er ingen tvivl om, at det er svært for de unge at komme til træning, hvis de er nået hjem og har fået gang i Playstation'en og hygger sig med det. Derfor handler det om, at vi vil forsøge at skabe en hel hverdag sammen med dem,” fortæller Rasmus Skibsted Sørensen, der gerne vil have både morgen- og eftermiddagstræning med skoleeleverne.

Vil holde på talenterne

Klubbens klare mål med uddannelsesnetværket er, at færre unge fodboldtalenter søger væk fra Skanderborg og i stedet får mulighed for at kombinere skole og elitefodbold i Skanderborg.
“Der er rigtig mange af de 16-17-årige, som tager på efterskole, og så stopper de i FC Skanderborg. Det håber vi, at kunne ændre på,” fortæller Rasmus Skibsted Sørensen.
Hos Morten Børup Skolen er man også glad for samarbejdet med FC Skanderborg og håber på, at eleverne kan bruge det i timerne.
“Nu er samarbejdet først lige startet, men de elever, jeg har snakket med, er glade for det. Vi håber selvfølgelig på, at eleverne kan tage det, de lærer hos FC Skanderborg, med ind i timerne, så de kan blive individuelt bedre,” fortæller skolens viceskoleleder Claus Grambo til Lokalavisen.