Over 200 ungdomshold på halgulvet i Allingåbro
Allingåbro IFs årlige indefodboldstævne, der spilles over de to næste weekender, slår alle rekorder i 2015
Der bliver trangt med plads, når Allingåbro IFs fodboldafdeling slutter indesæsonen af med sit årlige fodboldstævne i Allingåbro Idrætshal for både piger og drenge.
Stævnet, der starter i dag fredag og kører over de to næste weekender, får deltagelse af over 200 ungdomshold. Til sammenligning deltog 185 i 2014-udgaven.
Hos drengene er de yngste seks år, de ældste 13, hos pigerne er aldersintervallet 8-13 år.
"Flere af årgangene, blandt andet U9 og U10 drenge, er fuldt optaget med hele 32 hold i hver årgang," fortæller stævnearrangør Lars Pedersen, som også varetager jobbet som halinspektør i Allingåbro Idrætshal.
Holdene, der deltager, kommer fra hele det østjyske område. Allingåbro har selv 13 hold i ilden, Nørager 5, Auning 5, Vivild 3, Rougsø 3, men HEI fra Århus er topscorer med hele 15 hold til stævnet.
"Der kommer også hold fra blandt andet Aalborg, Ikast, Horsens, Silkeborg, Randers og mange hold fra Århus-området," fortæller Lars Pedersen.
Allingåbros egne seniorfodboldspillerne, trænere og forældre tager en tørn undervejs som frivillige hjælpere, der skal dømme kampe, sidde ved tidtagerur og styre resultaterne.