Rougsø FF kan mønstre to 11-mandshold i 2015
Tilgang af unge spillere fra sidste sæsons U17-mandskab gør det nu muligt at realisere målsætningen om to 11-mandshold i Rougsø FF
Rougsø FF har de seneste sæsoner kun haft spillere nok til et 11-mandshold, og det har givet visse udfordringer med en trup på 18-19 spillere, fordi nogle har måttet stå over, når der spilles kampe.
Det bliver der lavet om på i 2015, fordi et tilskud af nyoprykkede U17-spillere bringer truppen op på 26-28 mand, og dermed er der basis for at tilmelde et andethold i Serie 6 som supplement til førsteholdet i Serie 3.
"Det er vi meget tilfredse med," siger Hans Jakobsen, der sammen med Søren Nielsen og Peter Serup Mouritsen skal stå for træningen af seniotruppen.
Sidstnævnte er ny i denne sammenhæng, mens Søren Nielsen og Hans Jakobsen har kørt parløb i flere sæsoner.
Gamle garde kører videre
Rougsø FFs bedste hold formåede i sidste sæson at etablere sig flot i den bedste halvdel af Serie 3 efter oprykningen fra Serie 4.
Det bliver de samme spillere, som også skal trække det store læs i 2015.
"Vi har fået ja fra alle, også veteranen Søren Fynbo, som er indstillet på at fortsætte, og det er vi glade for," siger Hans Jakobsen.
Målsætningen for foråret 2015 er ikke de store armbevægelser.
"Vi er havnet i en stærk pulje i Serie 3 og skal først og fremmest koncentrere os om at bide os fast i rækken," fastslår Hans Jakobsen.
De syv andre hold i rækken er: Auning IF, Hornslet IF, Kristrup, Koilind-Perstrup IF, SIF Assentoft/Hørning GF, Vorup FB og Østdjurs 91.
Sidstnævnte bliver Rougsø FFs første modstander, når de to holdes mødes på Trustrup Stadion onsdag 1. april.
Træner to gange om ugen
Rougsø FF har efter ønske fra spillerne øget antallet af ugentlige træningspas fra et til to.
"Det var vi meget spændte på, hvordan det ville komme til at fungere, fordi mange af vores spillere kommer kørende fra Aarhus og Randers, men det er gået fint i opstarten med at træne både mandag og onsdag," siger Hans Jakobsen.
"Om mandagen har vi endnu ikke været under 12 og om onsdagen har vi været fra 18 til 23 omklædte."
Førsteholdet har spillet en træningskamp mod Vivilds førstehold i Serie 3, som sidstnævnte vandt med 4-3.
"Vi leverede en god præstation, som sikkert også overraskede Vivild, der har været i gang meget længere end os. Vi startede med vilje lidt sent, fordi mange af vores spillere også spiller håndbold," siger Hans Jakobsen.