Fortsæt til indhold

IF Midtdjurs storsejrede over Nielstrup/Voldum i Serie 2

Seks mål blev der scoret mandag aften på Voldum Stadion, og de fem stod der IF Midtdjurs på

Sport
Af Martin Schultz

IF Midtdjurs hentede tre vigtige point mandag aften på Voldum Stadion, hvor hjemmeholdet Nielstrup/Voldum ellers kom bedst ud af starthullerne og var mest på bolden det første kvarter med den hurtige angriber Max Højlund i spidsen.
Gæsterne kom dog bedre med som halvlegen skred frem, og det blev ret hurtigt tydeligt, at hjemmeholdet ikke kunne holde trit med gæsternes forwards og kantspillere, når de speedede op for støvlerne.
Da Friborz Karimi efter 20 minutters spil bragte gæsterne foran 1-0 efter et par proptrækkerdriblinger i feltet, var målet signalet til, at IF Midtdjurs satte sig på kampen.
Jesper Lars Søndermark Jepsen øgede til 2-0 i det 38. minut, og det var også stillingen ved pausen.
Kort efter pausen øgede samme spiller til 3-0, da han satte indersiden på et oplæg fra Friborz Karimi, der overløb hjemmeholdets højere side i høj fart efter en indenomspasning af Morten Klem Thomsen.
"Kampens bedste mål, hvor der virkelig blev spillet hurtigt i et højt tempo," siger træner i IF Midtdjurs, Lars Norman Thomsen.

4-0 ved indskifter

Kushtrim Deskaj øgede til 4-0 efter 60 minutter, da han sikkert sparkede bolden i mål fra kanten af feltet.
Kushtrim Deskaj havde afløst Mikkel Primdahl Sonnichsen på den forreste angrebsposition få minutter forinden.
"Herefter gik vi lidt ned i kadence og forsømte at spille hurtigt. Banens knoldede beskaffenhed og langhårede tilstand gjorde det nu heller ikke nemt for spillerne," siger Lars Norman Thomsen.
Hjemmeholdet reducerede til 4-1 små 20 minutter før tid, da gæsternes højre siden stod åben som en ladeport.
True IF Midtdjurs formåede et træt hjemmehold ikke yderligere, og i det 88. minut slog Morten Klem Thomsen sejren fast, da han smart gik solo og også rundede Nielstrup/Voldums målmand, før han trillede bolden det sidste stykke over stregen.

Godkendt indsats

Lars Norman Thomsen var fuldt ud tilfreds med indsatsen og storsejren, men han så også plads til forbedringer.
"I perioder skal vi være dygtigere til at spille hurtigere med færre berøringer. Når vi gjorde det, spillede vi os godt ud af presset og involverede os ikke i unødvendige nærkampe. Desuden spillede vi flere gange for direkte og for meget på den første angrebsbevægelse, der egentlig bare er en døråbner til at frigøre rum et andet sted på banen," siger Lars Norman Thomsen
"Men sejren var vigtig, og alle 12 benyttede spillere ydede en fin holdindsats, som vi skal lægge yderligere på i de kampe, der kommer."
IF Midtdjurs sparede Patrick Bergman Larsen, der fortsat døjer med en skade i foden.