Tidligere håndboldformand tager over i IFM Badminton
Altmuligmanden Brian Følle Petersen sprang til i 12. time, da badmintonafdelingen i IF Midtdjurs stod og manglede en formand
Der måtte en ekstraordinær generalforsamling til, før IFM Badmintons fortsatte beståen var en realitet.
Her sagde Brian Følle Petersen, Ryomgård, ja til at overtage formandsposten efter afgåede Inge Jeppesen, mens Kim Lindbald Larsen, Ryomgård og Henrik Kristiansen, Hvilsager, indvilgede i at besætte to andre ledige pladser i bestyrelsen, som desuden består af næstformand Allan Christiansen, Nimtofte og kasserer Lene Fruerlund, Ryomgård.
Den nyvalgte formand er lidt af en blæksprutte i positiv forstand i IF Midtdjurs-sammenhæng. Han har aldrig været bange for at springe til med en hjælpende hånd, hvis det har været nødvendigt.
Tidligere har været engageret i håndboldafdelingen og i en periode været håndboldformand. Han har også en fortid i gymnastikafdelingens bestyrelse.
Brian Følle Petersen, 47, afviser dog, at han har ambitioner om at nå hele vejen rundt i de forskellige afdelingsbestyrelser i IF Midtdjurs.
"Nej, overhovedet ikke," griner han.
"Jeg sprang bare til ligesom Kim og Henrik for at bidrage til, at vi fortsat har en badmintonafdeling i IF Midtdjurs," supplerer den nyvalgte formand, der selv spiller motionsbadminton hver mandag i Midtdjurshallen og vil være kendt af mange lokalradiolyttere som en mangeårig stemme hos Radio Rønde – Syddjurs Lokalradio, hvor han tillige er formand og daglig leder.
I de yngre dage var han også aktiv diskenspringer med sit eget Diskotek Delta.