Fortsæt til indhold

Topholdet Auning hentede tre mål på tyve minutter

Det er ikke alle hold, der magter at komme igen, når man er bagud 3-0 med tyve minutter igen, men topholdet i Serie 3, Auning, formåede alligevel at klare 3-3 mod Hornslet

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Med fem spillerunder igen ser det stærkt ud til, at Auning skal gøre comeback i Serie 2 efter sommerferien.
I søndagens udekamp mod Hornslet var det suveræne tophold i Serie 3, Auning, ellers tæt på sæsonens første nederlag.
Hjemmeholdet førte således 2-0 ved pausen, begge mål kom efter standardsituationer, og kom også på 3-0 i anden halvleg, før Auning fik vendt op og ned på tingene med blot tyve minutter igen.
Først reducerede unge Frederik Køtter til 3-1 efter et hjørnespark, og på to mål af den store stopper Mads Møller, der var blevet flyttet frem i front, da der skulle jagtes scoringer, sikrede Auning sig 3-3 og dermed det ene point.
"Mads Møller lavede to fine mål. Især det sidste var flot udført rent teknisk med først en brysttæmning på et indlæg og efterfølgende et flugtskud, inden bolden ramte jorden," fortæller Aunings cheftræner Dennis Holdgaard, der selv var klædt om, men varmede bænken i alle 90 minutter.
Holdgaards indtog på holdkortet skyldtes, at Mikkel Schnoor gik i stykker under opvarmningen. Heller ikke veteranen Christian Dahl Andersen var blevet sin skade kvit.
"Stor ros til drengene, det er stærkt at komme igen, når man er bagud 3-0 med tyve minutter igen mod et godt Hornslet-hold," siger Dennis Holdgaard, som på grund af Mikkel Schnoors skade måtte ommøblere på holdet og flytte topscorer Ronni 'Tordenstøvle' Jeppesen ned som højreforsvarer.
"Det klarede han fint, men han kedede sig, fortalte han mig efter kampen," griner Dennis Holdgaard.

To sejre

Auning har på det seneste haft et tæt kampprogram.
To sejre var forløbere forud for søndagens kamp.
Først blev Kristrup (2-1) slået 4-1 på udebane. De fire mål blev scoret af Ronni 'Tordenstøvle' Jeppesen, Esben Sørensen, Anders Friis Laursen og Daniel Nielsen i nævnte rækkefølge.
Kristi Himmelfartsdag blev det til en 3-0 (1-0) sejr over Vorup på Auning Stadion. Her var det Anders Friis Laursen, Ronni 'Tordenstøvle' Jeppesen og unge Mikkel 'Mini' Pedersen, der stod for scoringerne.
Auning har efter ni spillerunder vundet syv kampe og spillet to uafgjort. Målregnskabet er så flot som 24-8.
Alt afhængig af niende spillerundes resultater vil Auning have en afstand ned til rækkens nummer to på fem point.
Auning spiller igen 2. Pinsedag, 25. maj, mod Østdjurs 91 på Auning Stadion klokken 13.30. Den modsate kamp tidligere på sæsonen sluttede 1-1.