Fortsæt til indhold

Vivild manglede marginalerne i tæt topopgør

Vivild IF måtte med et 2-1 nederlag bøje sig for oprykkerne fra Helsted Fremad IF i topopgør i Serie 2

Sport
Af Martin Schultz

Der er trængsel i toppen af serie 2. Ikke mindst efter at oprykkerne fra Helsted Fremad IF lørdag eftermiddag vippede Vivild IF ned af førstepladsen i et tæt og spændende topopgør på Langhøj Idrætscenter.
Vivild har fået en fin start på sæsonen, men har også haft maginalerne på sin side i flere kampe, men i kampen mod Helsted Fremad IF var heldet trods hjemmebanefordel sluppet op for de grønne. Dermed ligger tre hold, Helsted Fremad IF, Langaa IK og Vivild IF alle på 12 point efter 6 kampe, mens Kolind følger lige efter med 11 point efter at have sikret sig alle tre point søndag eftermiddag på udebane mod Dronningborg.
På Langhøj Idrætscenter i Vivild var det gæsterne fra Helsted Fremad IF, som kom bedst fra start. Efter 10 minutters spil sparkede Mikkel Siewers lige over Vivilds mål, og blot tre minutter senere headede gæsterne over mål i helt fri position efter et hjørnespark.
Herefter bølgede spillet frem og tilbage, og efter 24 minutters spil afsluttede Vivilds anfører Niklas Mathiesen lige over mål.

Vivild fik ikke udbytte af godt pres

Desværre for hjemmeholdet var det gæsterne, der først fik hul på bylden, da de efter 31 minutters spil gjorde det til 1-0 efter en omstilling.
I halvlegens sidste minut skiftede Vivild en skadet Kasper Pedersen ud med Niels Krogsgaard, og efter pausen kom Emil Tolbod på banen i stedet for Casper Moltke.
”Vi lagde et godt pres efter pausen, men vi fik desværre ikke udbytte af vores anstrengelser,” fortæller Vivild IF's assistenttræner Jesper Møgelvang.
Helsted scorede i kampens 69. minut til 2-0 på endnu en omstilling i en situation, der ifølge hjemmeholdet lugtede fælt af offside, og hvor scoringen faktisk var et indlæg, der blev rettet af og dermed sneg sig under Christian Rygaard i Vivilds mål.

Cheftræneren var en dybt skuffet mand

I det 72. minut kom Casper Moltke på banen i stedet for Jimmi Hansen, og ganske kort efter reducerede indskifteren til 1-2 på et hovedstød efter en dødbold.
To minutter senere sparkede samme Casper Moltke bolden lige over mål, og det blev det tætteste Vivild kom på en udligning. Mod slutningen pådrog Emil Thyre sig en advarsel, og Jimmi Hansen kom på banen i stedet for en småskadet Emil Tolbod.
”Vi formåede ikke at lægge det fornødne pres til trods for en direkte spillestil i kampens døende minutter, og gæsterne tog dermed sejren,” siger Jesper Møgelvang.
”Således blev det desværre til et lidt ufortjent nederlag på hjemmebane, men i flere andre kampe har marginalerne været på vores side.”
Cheftræner Jacob Stensgaard var dybt skuffet efter kampen, men han fremhævede alligevel holdets fighterindsats, og han mente i øvrigt, at Morten Tolbod igen var bedste mand hos de grønne.
I næste runde venter Dronningborg B på hjemmebane i en kamp, som kommer til at afgøre, om Vivild IF fortsat skal kæmpe med i toppen af rækken.