Fortsæt til indhold

Målmand Nikolaj Brasch sørgede for et point til IF Midtdjurs

IF Midtdjurs leverede en skuffende præstation i lørdagens udekamp mod Hadsten, men på en pragtpræstation af målmand Nikolaj Brasch og en sen scoring af U19 spilleren Mads Høegh lykkedes det gæsterne at bjerge et 1-1 resultat hjem

Sport
Af Martin Schultz

IF Midtdjurs spiller som nat og dag i denne sæson. Efter sidste spillerundes glimrende præstation mod Langå havde IF Midtdjurs træner Lars Norman Thomsen håbet på, at holdet kunne følge op i lørdagens udekamp mod Hadsten.
Opgøret sluttede 1-1 (0-0), men gæsterne var heldige med at få det ene point med hjem.
Før pausen var gæsterne egentlig mest på bolden, men der manglede den sidste afslutning eller den gode afslutning, der var optræk til flere gange.
Hjemmeholdet var gode på omstillinger i de første 45 minutter, hvor Hadsten havde en kraftig vind i ryggen.
To gange ramte hjemmeholdet træværket, og kort før pausen misbrugte Hadsten et straffespark som Nikolaj Brasch i Midtdjurs-målet reddede flot. Straffesparket blev begået af stopperen Jeppe Gribsholt og mindede lidt om en nødbremse. Dommeren tolkede det dog som en nærkamp, og derfor blev Jeppe Grisbsholt på banen.
Senere præsterede Brasch en klasseredning, da han fik viftet et skudforsøg til hjørnespark, selv om det ændrede retning, fordi det strejfede en medspiller.
”Nikolaj Brasch var vores klart bedste mand og redningsmand. Han har spillet en stor sæson og været superdedikeret hver gang, både til træning og kampe,” roser Lars Norman Thomsen, der deler træneransvaret med Klaus Fanø.
Inden pausen fik Hadsten strittet to mand ud kort efter hinanden med gult kort.

Svag 2. halvleg

De sidste 45 minutter var ringe set med gæsternes øjne. Fejlaflevering fulgte på fejlaflevering, og energiniveauet var for lavt på mange positioner.
”Vi skuffede efter pausen, hvor der manglede lyd inde på banen og gejst. Der gik puppe-tilstand i den,” siger Lars Norman Thomsen.
Efter 22 minutter kom hjemmeholdet foran, da IF Midtdjurs satte bolden til i opspillet på egen halvdel.
Scoringen fik Hadsten til at pakke sig og stå lavt på banen. IF Midtdjurs havde svært ved at håndtere situationen, men både Anel Alagic og Ulrich Thy Jensen havde store muligheder for at udligne.
I dommerens overtid fik IF Midtdjurs hjørnespark i højre side, som venstreforsvareren Lasse Kjær sendte perfekt ind foran mål. Hadstens dygtige målmand Allan Nielsen kunne ikke kom frem til bolden, som dumpede ned tæt på det lille felt. Her stod U19 spilleren Mads Høegh klar, og han hamrede bolden i mål til udligning 1-1.
”Det var et svineheldigt point, men et dejligt et af slagsen efter dårligt spillet anden halvleg fra vores side,” siger Lars Norman Thomsen.
IF Midtdjurs var uden skadede Framarz Karimi og Alan Djozic, der var optaget af et privat arrangement.
Hadstens hurtige Jesper Mark modtog sit andet gule kort kort før tid og fik dermed marchordre med rødt kort.

Ros til afløsere og Høegh

Afløserne, Mathias Blach i højre forsvarsside og Lasse Kjær i venstre, leverede begge en glimrende kamp og hørte til de bedste hos IF Midtdjurs.
”Blach har tidligere spillet i Allingåbro, mens Lasse Kjær kommer fra Esbjerg, hvor han har spillet Serie 1 fodbold,” fortæller Lars Norman Thomsen.
Han roser også unge Mads Høegh for et godt indhop de sidste 25 minutter.
”Mads Høegh spillede med stor attitude og noget løbevilje, og det var fortjent, at han fik scoret det udlignende mål,” siger Lars Norman Thomsen.
IF Midtdjurs spiller søndag mod Nielstrup/Voldum på Ryomgård Stadion klokken 15.
”Det er sidste hjemmekamp, og her skal vi levere varen foran vores eget hjemmepublikum. Det fortjener holdet og tilskuerne,” siger Lars Norman Thomsen.

Sejr til andetholdet

Torsdag aften vandt IF Midtdjurs andethold i Serie 4 over VRI på Ryomgård Stadion med 1-0 (0-0). Her var der comeback til Kasper Nielsen, som har været ude det meste af sæsonen med en skade. Kasper Nielsen er kommet til IF Midtdjurs fra Esbjerg, hvor han har spillet 2. divisionsfodbold. Det var ham, der scorede målet mod VRI på et flot hovedstød.