B1913 sænkede KPI/IFM i semifinalen på Kolind Park
Kolind/Midtdjurs U 19 drenge havde ikke marginalerne med sig og tabte semifinalen mod B1913 om det Jysk/Fynske mesterskab i mesterrække Vest.
150 tilskuere havde tirsdag aften fundet vej til Kolind Park, hvor holdsamarbejdet Kolind/Midtdjurs U19-drenge skulle bane sig vej til finalen om det Jysk/Fynske mesterskab i mesterrække Vest mod traditionsklubben B1913 fra Fyn.
De mange tilskuere skabte en fin ramme om kampen, men de unge midtdjurske talenter var kommet op imod en hård modstander med et virkelig stærkt hold med fem spillere, som normalt er fast at finde på B1913's Jyllandsseriehold.
Hjemmeholdet kom bagud efter 14 minutter, selvom holdet indenfor det første kvarter havde tre store muligheder for at score.
”Kampen bølgede videre i et højt tempo med muligheder til begge hold. Men forløsningen kom efter godt en halv times spil, hvor Martin Holm fik udlignet til 1-1,” fortæller Danny Kjær fra teamet bag KPI/IFM.
”Vi gik til halvlegen med en god følelse, men vi kunne også se, at spillerne havde brugt mange kræfter de første 45 minutter uden at vi havde fået den føring på 3-2, som vi syntes vi var berettigede til.”
Kom bagud med to mål fem minutter
I 2. halvleg startede B 1913 bedst ud, uden at det blev til de helt store chancer til nogen af holdene. Men efter godt 15 minutters spil blev en af hjemmeholdets spillere fældet spiller på kanten af straffesparksfeltet.
Det gav gult kort til en B 1913 spiller og frispark til KPI/IFM. Det efterfølgende frispark var millimeter fra at give hjemmeholdet føringen på 2-1.
”Så sker der simpelthen det, som ikke må ske. En mand i undertal får B 1913 i de næste fem minutter scoret to gange, og stillingen var nu 1-3. Puha, det gjorde ondt,” fortæller Danny Kjær.
Hjemmeholdet måtte op på hesten igen og forsøgte at gøre, hvad de kunne for at komme tilbage i kampen.
”B 1913's målmand kom nu virkelig på prøve, og han præsterede de sidste 20 minutter en verdensklasseredning på et skud fra Jacob Degn, og han havde derudover to meget vigtige fodparader. Men for os var det en kamp mod uret, og på trods af tre meget store chancer til os, så endte kampen 1-3.”
Kan se tilbage på året med stolthed
Efter kampen var alle naturligvis skuffede.
”Det er helt ok, at B 1913 vandt kampen, for de spillede godt. De havde et særdeles godt hold, som var det bedste hold vi har mødt i denne sæson. Men vi kunne ligeså godt have vundet eller spillet uafgjort, for reelt skulle kampen vurderet ud fra spil og store chancer være endt 4-4,” mener Danny Kjær.
”Når alle snart har fordøjet skuffelsen, så vil vi se tilbage på det sidste år med stolthed. Vi har vundet tre turneringer, og været i semifinalen om det Jysk/Fynske mesterskab, og har vundet jysk mesterskab og landsmesterskab i indendørs fodbold.”
Vælger at spille i KPI eller IFM som seniorer
Kampen tirsdag aften var også ”sidste arbejdsdag” for trekløveret i trænerstaben: Lars Larsen, Peter Hansen og Kasper Bjerregaard.
De har alle tre ydet en kæmpe indsats, og klubberne og spillerne har ifølge Danny Kjær virkelig værdsat deres indsats. De tre har inden sæsonen meldt ud, at de ville stoppe her til sommer, så KPI/IFM er lige nu i gang med at finde en egnet U19 træner, som skal have ansvaret fra efteråret 2015.
”Det er vigtigt for os alle at rette en stor tak til klubberne: Kolind og Midtdjurs, samt alle de tilskuere der fulgt os i kampene. Også en meget stor tak til vores hovedsponsor Djurslands Bank, og sponsor SELECT, samt sponsor NRGI,” siger Danny Kjær.
Mange af de nuværende U 19 spillere vælger at spille seniorfodbold i enten Kolind eller Midtdjurs fra efteråret 2015.
”Jeg har valgt at fortsætte med mine nuværende opgaver, og samtidig være de unge spilleres ”kontaktperson” i overgangen fra U 19 til senior i Kolind. Derfor fortsætter jeg med ”indpisker og motivations-opgaver” i Kolind omkring serie 2, hvor Mads Berg er cheftræner,” siger Danny Kjær.