Fortsæt til indhold

Rolf og Ritter varmer kraftigt op til Touren i Syddjurs

Makkerparret, der supplerer hinanden som ekspert og kommentator på TV2 Sporten, vil være synlige i DM-ugen og blandt andet deltage i to VIP-arrangementer, som Syddjurs borgmester Claus Wistoft inviterer til

Sport
Af Lars Norman Thomsen

For første gang er der live-TV fra DM i landevejscykling - med start og mål i Rønde - i Danmark. TV2 sender direkte fra klokken 14.30, søndag 28. juni.
De kendte cykelløbseksperter Rolf Sørensen, Dennis Ritter og esbjergensiske Torben Joensen vil kommentere løbet, både under den direkte TV-transmission, men også de to øvrige løbsdage.
Rolf Sørensen og Dennis Ritter har tilsammen været en del af Tour de France over 25 gange. Som rytter, reporter, kommentator og ekspert.

Rolf kørte i gult

Den tidligere cykelrytter Rolf Sørensen har mere end 65 professionelle sejre bag sig. Han er dermed den mest vindende danske cykelrytter Danmark har haft. Han har blandt andet vundet klassikere som Flandern Rundt (1997) og Liege-Bastogne-Liege (1993).
Rolf Sørensen har kørt verdens hårdeste cykelløb, Tour de France, flere gange, og vundet 2 etaper (1994, 1996).
I 1991 nåede Rolf Sørensen at køre i den gule førertrøje i Tour de France, hvor han erobrede trøjen efter sejr i holdtidskørslen på 2. etape for senere at miste den igen på 5. etape efter, at han måtte udgå med et brækket kraveben efter et styrt i en rundkørsel kort før mål.

“Rolf er ren”

Rolf Sørensen, der ved OL i Atalanta i USA i 1996 vandt sølvmedalje i linjeløbet, fastholdt i mange år, at han som den eneste i sin generation af cykelryttere, der talte navne som Bjarne Riis, Brian Holm, Jesper Skibby, Johnny Weltz m.fl., ikke havde benyttet sig af doping.
Udtrykket “Rolf er ren” blev nærmest et komisk bonmot, som cykelinteresserede grinende sagde til hinanden, som en ironisk kommentar til Rolf Sørensens påstand om, at han var “ren”.
Først 18. marts 2013 indrømmede han i en pressemeddelelse, at han igennem halvfemserne havde brugt periodevis epo og i enkelte tilfælde kortison.
“»Der er ingen andre undskyldninger, end at jeg gjorde hvad jeg følte mig tvunget til, for at være lige blandt ligesindede,” skrev Rolf Sørensen blandt andet i sin pressemeddelelse.

I VIP-teltet og på torvet

Rolf og Ritter deltager i løbet af DM-ugen i to VIP-arrangementer, som Syddjurs borgmester Claus Wistoft inviterer til torsdag og lørdag i et VIP-telt ved Egegaard i Rønde.
Torsdag gælder det repræsentanter for det lokale erhvervsliv, og søndag har Claus Wistoft inviteret sine byrådskolleger i Syddjurs og borgmestre og lokalpolitikere fra de øvrige kommuner i Region Midtjylland til komsammen - alle med påhæng – og til at følge hovedbegivenheden, DM-løbet for de professionelle ryttere.
“Vi arbejder fortsat med form og indhold, men Dennis Ritter og Rolf Sørensen medvirker ved begge arrangementer, ligesom de vil skrive autografer undervejs på Kaløtorvet,” siger chefkonsulent i kulturforvaltningen i Syddjurs Kommune Frank Reckmann, der koordinerer kommunens engagement i DM-ugen.