Fortsæt til indhold

To ruter med potentiale for gode cykelløb

Torsdag starter DM i landevejscykling i Rønde. Den professionelle cykelrytter og DM-deltager Rasmus Guldhammer har prøvekørt de to DM-ruter omkring Rønde og på Mols

Sport
Af Martin Schultz

Ingen tvivl om at DM-deltagerne kommer til at køre i nogle af de smukkeste landskaber i Danmark med Mols Bjerge, Smouen Alper, Kalø Slotsruin og Knebel Vig som kulisse. Men selvom om det er smukt at køre i landskabet i og omkring Nationalpark Mols Bjerge, hvordan er det så at cykle i, og er der mulighed for at få et godt cykelløb i dette terræn?
En af Danmarks pt. bedste professionelle cykelryttere, Rasmus Guldhammer fra holdet Cult Energy Pro Cycling, mener, at især enkeltstartsruten ud over Mols med stigningen op forbi Vistoft Kirke og Agri Bavnehøj bliver en stor udfordring for mange deltagere.
Hård og udfordrende
Rasmus Guldhammer var forleden hjemme fra udlandet og afprøvede - i regnvejr - de to DM-ruter. Benene var i orden, for Rasmus Guldhammer havde weekenden forinden vundet det Jysk/Fynske mesterskab i såvel enkeltstart som linjeløb.
”Især enkeltstartsruten virker meget hård og udfordrende, ikke mindst bakken op til Agri. Den kan blive hård for mange, men også afslutningen med de sidste tre kilometer fra Bjødstrup til Rønde kan betyde tidstab for nogle af de ryttere, som har satset for hårdt tidligere på ruten,” mener Rasmus Guldhammer.
Skal Rasmus Guldhammer pege på favoritter, så ligger enkeltstartsruten godt for ryttere som Jakob Fuglsang, Astana, Michael Valgren, Tinkoff -Saxo, og naturligvis hans egen holdkammerat på Cult Energy Pro Cycling, Rasmus Quaade, som er specialist i enkeltstart.

Blæsten kan spille ind

Terrænet omkring Rønde er kendt for sin bakker, og hvem - på to hjul i hvert fald - frygter ikke den uendelige Hovedgade, som herrerytterne skal opad 15 gange i løbet af DM-løbet, eller det bakkede terræn mellem Rønde og Thorsager både ud og hjem på ruten.
Men rundstrækningen på 14 km, som der skal køres linjeløb på lørdag og søndag, er trods sine i alt 171 højdemeter pr. omgang måske ikke hård nok til at skabe den helt store spredning, mener Rasmus Guldhammer.
”Men længden på løbet, som for eliten er 209 km, vil skabe spredning i feltet mod slutningen,” siger Rasmus Guldhammer, som også er spændt på, hvordan vejret bliver på selve løbsdagen.
”Hård blæst kan være med til at skabe spredning i feltet på stigningen fra Thorsager mod Skrejrup,” siger Rasmus Guldhammer, som alt i alt dog mener, at de to ruter har potentiale til at skabe nogle rigtig gode cykelløb, og ikke mindst opløbet på Hovedgaden kan blive en festlig ramme om løbet.