Europa kommer på forbesøg i Ebeltoft lørdag
Syddjurs Kommune danner rammen om Europamesterskabet i slædehundeløb til november, men allerede på lørdag kigger repræsentanter for den verdensomspændende slædehundeklub FISTC forbi
19.-22. november 2015 er Syddjurs Kommune værter ved Europamesterskabet i slædehundeløb. Mesterskaberne afholdes i Hestehave Skov, der er en del af Nationalpark Mols Bjerge - med Kalø Slotsruin som nabo.
Det er den verdensomspændende slæde-hundeklub FISTC (Fédération Internationale Sportive de Traineau A Chiens (International Federation of Dog Sledding Sports), der står for selve afviklingen af mesterskaberne.
Dansk Polarhundeklub har fået et tilskud på 20.000 kroner af Syddjurs Kommune til afvikling af EM i slædehundekørsel og forventer deltagelse af cirka 110 spand.
Generalforsamling
Allerede i den kommende weekend kigger repræsentanter for FISTC forbi Ebeltoft til den årlige generalforsamling i klubben.
For at tiltrække så mange af de udenlandske slædehundekører som muligt til Europamesterskabet, er Syddjurs Kommune valgt til at danne rammen om dette års generalforsamling i FISTC.
Det giver de delegerede fra de inviterede lande mulighed for at besigtige omgivelserne, så de kan tage fra mødet og levere god reklame for Europamesterskabet, i hjemlandet.
Bille byder velkommen
Generalforsamlingen finder sted lørdag 30. maj 2015 i Ebeltoft. Der er allerede tilmeldt deltagere fra; Danmark, Frankrig, Schweitz, Italien, Belgien, Østrig, Holland og Tjekkiet.
I samarbejde med turismechef Flemming Rasmussen, Destination Djursland, har Syddjurs Kommune planlagt en guidet tur fra Ebeltoft til Kalø, fredag den 29. maj, hvor arealet for EM i november skal besigtiges.
Lørdag morgen 30. maj åbner PUK-udvalgsformand Kirstine Bille (SF) FISTCs internationale generalforsamling på Ebeltoft Vandrehjem.
Lokale slædehundekørere
Syddjurs har i Heidi og Knud Schmølz fra Langelinie ved Kolind nogle af landets dygtigste slædehundekørere.
Begge har markeret sig både nationalt og internationalt med flotte resultater.
Heidi Schmølz sidder med i bestyrelsen i Dansk PolarHunde Klub, og hun sidder også med i styregruppen, der skal sørge for, at Europamesterskaberne ud i alle hjørner bliver afviklet efter bogen
Heidi Schmølz er til daglig leder af Djurs Mad I/S.
Dansk PolarHunde Klub er en specialklub under Dansk Kennel Klub for racerne Alaskan Malamute, Grønlandshund, Samojedhund og Siberian Husky.