Slut med TRIF/Mørke i denne omgang
Thorsager Rønde IF og Mørke IF har sluttet samarbejdet efter nedrykning fra Serie 4
Et enkelt point blev det til i Serie 4 for fodboldherrerne i TRIF/Mørke, og holdet er derfor rykket ned i Serie 5. De to klubber, Thorsager Rønde IF og Mørke IF har valgt fra efteråret at gå hver til sit, og fodboldformand i Mørke IF, Mads H. Obenhausen, fortæller, at TRIF har fået lov til at overtage holdet i Serie 5.
”Vi skilles i fred og fordragelighed, og jeg udelukker ikke, at vi måske finder sammen igen på et senere tidspunkt.”
Fællesholdet i Serie 4 har på grund af spillermangel været nødt til at melde afbud til sæsonens to sidste kampe, og træner Peter Møller har valgt at stoppe.
”Vores eget hold i Serie 6 endte på 2. pladsen, og vi kører videre med det – og får måske lidt tilgang af nogle af vores U19 spillere, som har spillet i TRIF,” siger Mads H. Obenhausen og tilføjer, at foruden Serie 6 tilmeldes også et 7-mands seniorhold.
Det er endnu ikke afklaret, hvem der tager trænertjansen for Serie 6 sammen med Adam Schou.
”Det ender nok med, at jeg selv tager 7-mands holdet.”