Fortsæt til indhold

Auning fejrede oprykning sammen med over 100 tifosis

Der var masser af mennesker på Auning Stadion lørdag eftermiddag, og de blev belønnet med en 3-1 hjemmesejr til det kommende Serie 2 mandskab

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Nyoprykkede Auning skulle bruge en halvleg til at komme i gang for alvor i lørdagens hjemmekamp i Serie 3 mod SIF Assentoft/Hørning GF.
Auning, der var uden anfører Bobby Brix af private årsager, måtte gå til pause bagud 1-0. Gæsternes Lauritz Hørby stod bag den flotte scoring.
Ydermere måtte Auning spille ti af de af første 45 minutter med ti mand, da unge Nikolaj Hougaard modtog det gule kort for at komme for sent i en tackling med gæsternes Emil Knudsen.
Første halvleg blev forlænget med et lille kvarter, fordi der måtte hidkaldes en ambulance forårsaget af, at to SIF Assentoft/Hørning GF stødte sammen i en duel.
Den ene blev slemt tilredt og blev kørt på skadestuen.
"Jeg har efterfølgende fået at vide, at han vist har brækket sin kæbe. Det gør gør mig ondt. På Aunings vegne vil jeg gerne ønske den uheldige spiller god bedring," siger Aunings cheftræner Dennis Holdgaard.

Pragtcentring af 'Tordenstøvle'

Auning blev i pausen enige om at skrue lidt op for blusset og vise de mange fremmødte tilskuere, over 100, at oprykningen til Serie 2 var/er fortjent.
Veteranen Christian Dahl Andersen blev skiftet ind, og det var ikke en dårlig idé.
Efter 60 minutter udlignede Simon Vest og ti minutter senere sparkede Christian Dahl Andersen et frispark direkte i netmaskerne, inden Anders Friis Laursen øgede til 3-1 ved at sparke en diagonalaflevering fra den stærkt spillende topscorer Ronni 'Tordenstøvle' Jeppesen i mål.
"Ronnis aflevering var af meget høj klasse, det er jeg nødt til at indrømme," griner Dennis Holdgaard, der var meget tilfreds med sit hold efter pausen.
"Gassen gik nok lidt af SIF Assentoft/Hørning GF på grund af det grimme uheld, men vi steppede også op, da vi skulle i 2. halvleg," siger Dennis Holdgaard.

Vil vinde de to sidste

Dennis Holdgaard og spillerne er enige om at gøre rent bord i de to sidste spillerunder mod allerede nedrykkede Rougsø FF (u) og Kristrup Boldklub (hj).
"Det har kendetegnet spillerne i denne sæson, at de vil det her, og da oprykningen var en kendsgerning før kampen mod SIF Assentoft/Hørning GF, var alle enige om, at vi skulle gå benhårdt efter at vinde de tre sidste kampe," siger Dennis Holdgaard.
Han roser spillerne for en behjertet indsats og glæder sig over, at nogle af de ting, der er blevet arbejdet med på træningsbanen, også er slået igennem i kampene.
"Vi er blevet meget bedre til at fastholde bolden og ikke gå i panik, når vi har den. Det havde vi en tendens til i sidste sæson, og så synes jeg også, at der er kommet mere bevægelighed i vores spil, fordi vi har indøvet nogle faste løbemønstre," siger en tilfreds Dennis Holdgaard.
Aunings andethold i Serie 5 tabe til topholdet HEI med 2-0 og spiller også Serie 5 efter sommerpausen.
Her får seniortruppen tilskud af ni U17 spillere, der lejlighedsvist har trænet med i foråret.
"Dejligt med tilskud af ni unge spillere til truppen, som jeg ellers forventer vil være intakt," siger cheftræneren.