Amputeret Kolindhold tog en sikker sejr
Nielstrup/Voldum IF knækkede sammen i 2. halvleg i KPI sejr på 5-1 på hemmebane i Serie 2
På en solid holdindsats sikrede Kolind-Perstrup IF sig lørdag eftermiddag en sikker 5-1 sejr på Kolind Park over gæsterne fra Nielstrup/Voldum IF.
Dermed kan KPI igen se opad i tabellen, mens Nielstrup/Voldum IF og Dronningborg B synes at være isoleret i bunden af serie 2.
KPI ligger kun tre point efter topholdet Helsted Fremad IF, som de orange fra Kolind skal på besøg hos torsdag aften. Topstriden i rækken spidser til, efter at Langaa IK lørdag satte et point til i et uafgjort opgør mod IF Midtdjurs.
”Det blev en kamp, som vi kontrollerede på nær ti minutter på hver sin side af pausen, hvor gæsterne fik lov til trykke os, men hvor vores reservemålmand Lasse Mikkelsen tog godt fra i Rasmus K. Hansens fravær på grund af karantæne efter en udvisning i sidste uges kamp mod Hadsten IK,” siger KPI's cheftræner Mads Berg.
Holdt stod sulder ved skulder
I fraværet af flere skadede stamspillere og klubbens U19 spillere var det et noget amputeret Kolindhold Mads Berg sendte på banen i den vigtige kamp mod Nielstrup/Voldum IF.
”Holdet knoklede godt på og stod skulder ved skulder med en god indstilling og løbevillighed,” fortæller en tilfreds Mads Berg om kampen, hvis resultat ingen kunne forudsige med de mange afbud til kampen.
Kolind kom foran i det 26. minut, da et langskud fra Kasper Therkildsen blev rettet af og strøg i mål langs jorden ved den ene stolpe.
Hurtig reducering knækkede gæsterne
Gæsterne havde deres bedste periode ti minutter før og efter pausen, og det lykkedes holdet at udligne 5 minutter ind i 2. halvleg.
Men Kolind kom hurtigt på ret kurs igen, for blot to minutter efter udligningen var det den ved halvleg indskiftede Kasper Jensen, som kom først på et indlæg fra Kasper Therkildsen og fik sendt bolden i mål.
”Det knækkede Nielstrup/Voldum IF, at vi scorede så kort tid efter deres udligning,” mener Mads Berg.
Gæsterne knækkede helt, da Daniel Pedersen i det 60. minut på et fladt langskud sparkede bolden hårdt i mål til 3-1.
Tilbage efter over års skadespause
Gæsterne blev yderligere svækket ved et rødt kort, mens Kolind kom foran 4-1 i det 70. minut ved Kasper Jensen, inden Mikkel Møller fem minutter før tid sparkede en friløber i mål til en sikker 5-1 sejr.
”Jeg vil gerne rose Kasper Jensen, som efter en skade kom ind i 2. halvleg med en masse energi og med to mål satte sit præg på kampen,” siger Mads Berg, som også gav sæsondebut til Nickolaj ”Myre” Martinsen, som vendte tilbage i kampens sidste ti minutter efter mere end et års skadespause på grund af et ødelagt korsbånd.
Torsdag aften spiller KPI ude mod topholdet Helsted Fremad IF i en meget lige Serie 2 række.