Sommerfest fejret med storsejr på Kolind Park
Kolind-Perstrup IF førte med 6-0 ved pausen i 8-1 sejr over Dronningborg B i Serie 2
Med sommerfest i byen var der lagt op til fest, da KPI foran et stort publikum tog imod Dronningborg B i Serie 2-opgøret på Kolind Park.
Og spillerne fra Kolind var i rigtigt festhumør og satte med en turbostart modstanderne fra Dronningborg skakmat allerede efter ti minutter på to mål af U19-spillerne Rasmus Brasch og Jakob Degn-Larsen.
Det knækkede nedrykningstruede Dronningborg totalt, således at KPI kunne gå til pausen med en komfortabel 6-0 føring.
Angriberen Mikkel Møller blev 1. halvlegs store profil med tre mål, og han fortsatte dermed de gode måltakter fra de foregående kampe. Mikkel Møller har i dette forår for alvor fået gang i målscoringen og står noteret for 14 mål i 13 kampe i foråret.
Angriber med god sparketeknik
Forsvarsspilleren Rasmus Brasch havde bragt hjemmeholdet foran efter bare 3 minutter, da han selv førte bolden frem og målmanden fumlede hans afslutning i mål.
I det 10. minut scorede Jakob Degn-Larsen på et hovedstød efter et hjørnespark fra Kasper Therkildsen, hvorefter Mikkel Møller satte sin første træffer ind.
Midtbanespilleren Daniel Pedersen stod for scoringen til 4-0, da et skud blev rettet af og snød gæsternes målmand.
Inden pausen scorede Mikkel Møller endnu to mål.
”Mikkel lavede to rigtig gode mål og viste fremragende sparketeknik,” siger KPI-træner Mads Berg.
Rasmus Møller leverede dagens detalje
Foran 6-0 ved pausen kunne man forvente, at KPI gik ned i gear i 2. halvleg.
”Der sker noget mentalt, når man er foran med seks mål ved pausen, så vores mål var som minimum at vinde 2. halvleg,” siger Mads Berg.
Gæsterne fra Dronningborg fik reduceret til 6-1 efter godt et kvarters spil i 2. halvleg, da der blev sløset i hjemmeholdets forsvar.
Kolind fik gang i målscoringen igen i det 75. minut ved Sebastian Konrad, inden Rasmus Møller fem minutter før tid sluttede målfesten med dagens detalje.
”Rasmus modtog bolden i venstre side, lavede en tunnel på sin direkte modstander og skruede i næste sekvens bolden med fodens yderside op i det fjerneste hjørne,” fortæller KPI-træner Mads Berg.
KPI var klar fra start
Mads Berg var tilfreds med hele holdets indsats og mener, at en sejr på 8-1 taler for sig selv.
”Vi var klar fra start og var gode hele vejen rundt. Vi spillede en rigtig god 1. halvleg og holdt ved i 2. halvleg,” siger Mads Berg.
KPI har med en sejr over Langaa IK på lørdag en teoretisk chance for at rykke op, men det kræver, at topholdet Vivild IF snubler i Dronningborg, som nu har en uge til at sunde sig efter lussingen i Kolind.
Nickolaj ”Myre” Martinsen blev kampens spiller på et velspillende KPI-hold. ”Myre” kom ind i 2. halvleg og er kommet i gang igen efter over et års skadespause.