Vi kan slå alle hold
Esbjerg fB indleder den nye sæson i Alka Superliga mod 2014-mestrene fra AaB på udebane mandag aften og tager imod dette års sølvvindere fra FC København søndag den 26. juli i sæsonens første fodboldbrag på Blue Water Arena. Klubbens nye angriber, Nicki Bille, kan næsten ikke vente med at komme i aktion.
"Det er to svære kampe, hvor vi ikke er favoritter, men hvor vi kan overraske positivt. Vi er et hold, der med vores måde at spille fodbold på kan slå alle. Vi er sindssygt gode på bolden, vores omstillinger kan gøre ondt på enhver modstander, og kan vi spille som i de første 35 minutter af træningskampen mod Lyngby, vil alle hold få det svært imod os," siger Nicki Bille.
Han og holdkammeraterne forbereder sig i disse dage på at få en god sæsonstart mod AaB, men han ser også frem mod sin første optræden på Blue Water Arena.
"Jeg glæder mig vildt til at møde fansene første gang på hjemmebane. Som fodboldspiller lever jeg af adrenalinen, fansene, stemningen og hele atmosfæren på stadion. Jeg tænker ikke så meget på FC København som modstander, men kan de være med til at trække endnu flere tilskuere, vil det være fint. Esbjerg er blandt de klubber, der har flest tilskuere til hjemmekampe, og det viser, at det er en by, der går op i sit fodboldhold. Det er en af grundene til, at jeg valgte at spille her," siger den 27-årige angriber.
Den vellykkede start i en ny klub
Nicki Bille er fra årene i italiensk, spansk og fransk fodbold vant til større scener, og han har været i en række klubber i sin karriere. EfB er blandt dem, hvor han har følt sig bedst tilpas – og det allerede efter blot en uges træning og samvær med den øvrige trup. Den indledende nervøsitet forsvandt hurtigt.
Det gode indtryk blev styrket af, at hele EfB-truppen var på minitræningslejr i Lyngby med indlagt tur til Bakken i seneste weekend, og at Nicki Bille meldte sig ind med to mål i sin første indsats, træningskampen mod Lyngby BK. Ydermere blev han onsdag optaget i truppens knallertbande, der kører Puch Maxi og viste ham rundt på Esbjerg Havn. TV 2 viser lørdag hans møde med havnen.
En medvirkende årsag til et af sommertransfervinduets mest bemærkelsesværdige klubskifter er, at Nicki Bille kan lide EfB's spillestil. Han påtager sig de opgaver, cheftræner Niels Frederiksen giver ham, men fodboldfilosofien med det aggressive udtryk passer på forhånd perfekt til ham.
"Vi skal være stærke i vores presspil, genpres, og når vi har bolden. Som en af de forreste spillere på banen er jeg en signalspiller, der skal være aggressiv i det første pres og sende bølger ned igennem banen til medspillerne, så vi alle deltager i at gøre det svært for modstanderne," siger Nicki Bille.
10.000 tilskuere til braget mod FC København
Nicki Billes hjemmebanedebut, en klassemodstander, der er indstillet på at hente det danske mesterskab hjem til hovedstaden efter to år i jysk eksil, og formentlig godt sommervejr skaber forventninger om mange tilskuere til premieren på Blue Water Arena. I så fald vil det være realistisk at nå 10.000 tilskuere.
Fra torsdag kl. 10.00 kan du på www.efbbillet.dk købe billetter til EfB's to første hjemmekampe, mod FC København søndag den 26. juli kl. 18.00 og mod SønderjyskE søndag den 9. august kl. 13.30. Målt på salget af sæsonkort er interessen og spændingen forud for den nye sæson på et pænt niveau. Salget har rundet 1.900 sæsonkort, hvilket er flere end på samme tidspunkt i fjor, da det endelige salg nåede et rekordniveau. Du kan sikre dig et sæsonkort via www.efbbillet.dk/kort.