Fortsæt til indhold

To mål af indhopper sikrede smal sejr til Nørager

Steffen Klintø scorede begge mål i Nøragers 2-1 sejr over Hasle B i Serie 1

Sport
Af Martin Schultz

Indhopperen Steffen Klintø blev Nørager B's matchvinder, da han i 2. halvleg med to mål vendte kampen fra 1 – 0 til Hasle B ved pausen til en 2 – 1 sejr til Nørager B i søndagens kamp på Nørager Stadion.
Dermed fortsatte Nørager de gode takter, og selvom Vatanspor før lørdagens kamp havde sikret sig oprykning fra Serie 1 til Jyllandsserien, så gjaldt det for Nørager om at konsolidere 2. pladsen i rækken.
”Vi er sikre på 2. pladsen, men vi går stærkt efter at få lige så mange point som i efteråret, hvor Nørager i slutspurten lå lige i hælene på CIF, som rykkede op,” siger Nørager-træner Casper Kjær Sørensen.
Men et afbudsramt Nøragerhold måtte kæmpe hårdt for sejren på en eftermiddag, hvor der stod en strid vind på langs af banen.
”Vi havde afbud fra Christian Mørk, Søren Bai og Kasper Sortkjær og måtte derfor lave om på den formation, som vi er lykkedes meget godt med i de seneste kampe,” siger Casper Kjær Sørensen.
Nørager havde bundrutinerede folk i midterforsvaret, men havde trukket holdets sædvanlige offensive kreatør Claus Koch ned på den defensive midtbane for at dæmme op for Hasles hurtige angribere.

Sulten indhopper bliver kampafgørende

Nørager startede med vinden imod sig, men havde godt styr på kampen i de første tyve minutter, selvom det på grund af modvinden var svært at få den sædvanlige fart i bolden i opspillet.
Men i det 26. minut blev Nøragers rutinerede, men ikke så hurtige midterforsvar fanget i en omstilling, hvor en Hasle spiller kunne løbe fra forsvaret og bringe gæsterne foran 1 - 0.
Allerede efter 38. minutter blev Michael Jensen skiftet ud med Steffen Klintø, og den sultne indhopper, som forrige weekend havde scoret to mål i 7-0 nedsablingen af TMV8530, skulle vise sig at blive kampafgørende.
Lasse Jensen røg ud i ti minutter med gult i slutningen af 1. halvleg.
”Kampen stod mellem to fysisk stærke hold, som gerne vil spille duelspillet. Men en ujævn dommerpræstation satte sig præg på spillerne, hvor der var utilfredshed med afgørelserne,” siger Casper Kjær Sørensen, som måtte se Lasse Jensen blive sendt fra banen i det 60. minut efter at have modtaget sit andet gule kort.

En halv times overlevelseskamp

Men inden Lasse Jensen blev sendt i bad med rødt, så havde Steffen Klintø bragt Nørager foran med 2-1.
Efter 49 minutter blev Hasles målmand fanget på halvdistancen for langt ude af sit mål, da Steffen Klintø ude i siden langt ude på banen nærmest i en glidende takling sendte bolde i mål til en overraskende scoring.
Og fem minutter spillede unge Mathias Fisker og Mikkel Stær sig igennem Hasles forsvar med 1-2 kombinationer. Topscorer Mikkel Stær afsluttede, målmanden klarede, men riposten sprang ud til Klintø, som sparkede bolden i mål.
”Efter Lasse Jensens udvisning blev de sidste 30 minutter med en mand i undertal ren overlevelse,” siger træner Casper Kjær Sørensen, som roste alle mand for et stort løbearbejde og en god fight.
Steffen Klintø blev kåret til kampens spiller i en match, hvor han igen viste sig som en værdifuld indskiftningsspiller, og hvor han for anden kamp i træk scorede to mål.