Fortsæt til indhold

IF Midtdjurs kørte bundhold over efter pausen

IF Midtdjurs fornyede billetten til Serie 2 med en sikker 5-1 sejr over Nielstrup/Voldum søndag eftermiddag på Ryomgård Stadion

Sport
Af Martin Schultz

IF Midtdjurs måtte igen rokere rundt på mange pladser til søndagens hjemmekamp mod Nielstrup/Voldum, hvor holdet var uden Morten Klem Thomsen, Ulrich Thy Jensen, Framarz Karimi og Jeppe Gribsholt.
Det skinnede tydeligt igennem i starten af kampen, hvor hjemmeholdet måtte justere på holdopstillingen for at finde frem til et brugbart koncept.
Nielstrup/Voldum benyttede forvirringen til at bringe sig foran 1-0 ved hurtigløberen Max Højlund, og det gav bundholdet, der allerede før opgøret var sikre på nedrykning til Serie 3, blod på tanden.
”Vi spillede helt uden struktur i den første halve time, men kom alligevel frem til mange chancer, som vi ikke fik puttet i kassen. Retfærdighedsvis skal det siges, at også Nielstrup/Voldum kom frem til et par store muligheder, når vores defensive organisation kuldsejlede,” siger Lars Norman Thomsen, træner i IF Midtdjurs sammen med Klaus Fanø.
Et minut før pausen kunne gæsternes målmand ikke holde en hårdtsparket frisparksbold fra Mikkel Fanø. Riposten var unge Mads Høegh over og så stod der 1-1.

Godkendt 2. halvleg

Efter små tolv minutters spil af 2. halvleg kom Kushtrim Deskaj på banen i stedet for Mikkel Sonnichsen, og kort efter var samme Kushtrim Deskaj med i målet til 2-1 sammen med Anel Alagic og Mikkel Fanø. Sidstnævnte løftede flot bolden over i det lange målhjørne fra kanten af straffesparksfeltet.
Ti minutter senere øgede Anel Alagic til 3-1 på et flot venstrebensskud fra kanten af feltet, og i de sidste fem minutter øgede først Kushtrim Deskaj og senere topscorer Jesper Lars Søndermark Jepsen til 4-1 og 5-1.
”En fortjent sejr. Hvis kampen var sluttet 10-4, bille det have givet et mere sandfærdigt billede af opgørets forløb,” siger Lars Norman Thomsen, der glædede sig over tre fine indsatser fra U19 spillerne Anel Alagic, Mads Høegh og indskiftede Tobias Thomsen.

Målsætninger opfyldt

I den jævnbyrdige Serie 2 kreds indtager IF Midtdjurs før sidste spillerunde 6. pladsen, og netop denne placering kan udløse nedrykning til Serie 3.
”DBU Jylland har meddelt, at der rykker et eller to hold ned, der er sluttet på 6. pladsen. Her kigger man på samtlige kredse i Jylland og udtager de hold, der har samlet færrest point. Vi er slet ikke inde i billedet, fordi vi i øjeblikket er det hold i Jylland, der indtager en 6. plads, som har flest point,” siger Lars Norman Thomsen.
”Vi har tabt begge kampe til Dronningborg, der rykker ned i Serie 3, og det har selvfølgelig været dumme point at smide på gulvet, men nuvel vi har opfyldt vores målsætning om at stabilisere holdet i Serie 2 efter sidste sæsons oprykning, og det er tilfredsstillende,” tilføjer træneren.

Andetholdet bliver i Serie 4

Lars Norman Thomsen glæder sig også over, at andetholdet i Serie 4 også spiller i samme række efter sommerferien.
”Vores andethold har spillet med i en kreds med mange stærke Aarhus hold, og flere af vores spillere har i nogle kampe været overmatchet, men vi har aldrig været spillet ud af brættet og via et par afgørende sejre i slutfasen, fik vi en hevet en 5. plads hjem,” siger Lars Norman Thomsen.
Førsteholdet slutter sæsonen med en udekamp mod Helsted Fremad, som før næstsidste spillerunde var duks i rækken, men et nederlag til Vivild ødelagde oprykningschancen.
”Vi tager til Helsted for at give den fuld gas og følge op på sejren fra første turneringsrunde, hvor vi vandt 4-1. Vinder vi, passerer vi Helsted i stillingen, så jævnbyrdig er rækken,” siger Lars Norman Thomsen.