Fortsæt til indhold

Vivild på oprykningskurs efter sejr i topopgør

Vivild bragte sig alene i front inden sidste spillerunde med en 1-0 sejr på udebane over Helsted Fremad i Serie 2

Sport
Af Martin Schultz

Vivild IF holder armene nede lidt endnu, men de grønne ligger til oprykning, hvis holdet lørdag bare får et point i udebaneopgøret mod Dronningborg B.
Vivild IF trak sig nemlig sejrrigt ud af topopgøret mod Helsted Fremad IF på Helsted Stadion fredag aften, hvor de to tophold tørnede sammen i noget der lignede en alt eller intet kamp om oprykning til Serie 1.
Det lignede længe en nulløsning, men Niels Krogsgaard ville det anderledes.
”Vi fik de tre point med hjem, som vi kom efter, og vi har nu bragt os selv i pole position. Vi mangler et point for at sikre os oprykning, og det skal i hus på lørdag kl. 13.30, hvor vi gæster Dronningborg Stadion,” siger assistenttræner i Vivild IF, Jesper Møgelvang.

To profiler skadet i kampen

Kampen på Helsted Stadion blev en taktisk og målfattig affære. Der var byfest i Helsted, og der var vel omkring 300 mennesker, der støttede Helsted, mens udeholdet også blev bakket godt op af deres trofaste supportere.
”Vi startede kampen godt, og i løbet af kampens første kvarter formåede Casper Moltke både at heade på overliggeren og sparke tæt forbi mål med en halvflugter,” fortæller Jesper Møgelvang.
Derefter måtte Vivild IF først tage en skadet Sebastian Stær ud for at erstatte ham med Emil Tolbod, og dernæst gik en skadet Lauge Feldskov ud og blev erstattet med Niels Krogsgaard.
”Med to profiler på bænken så det sort ud, men drengene gav alt, hvad den kunne trække inde på banen.” Helsted Fremads eneste forsøg i første halvleg var en soloaktion fra Mikkel Siewers, og den endte i sidenettet.

Jubel og forløsning efter scoring

I anden halvleg overlod Vivild alt initiativet til hjemmeholdet, msom dog ikke kunne dirke gæsternes forsvar op.
I en enkelt situation måtte Christian Rygaard i målet ud i en flot fodparade, men ellers var opgøret helt låst.
”Med et kvarter igen, blev vi enige om at det måtte briste eller bære. Vi gik over til at spille med et tremandsforsvar, og vi smed Casper Moltke frem i angrebet,” fortæller Jesper Møgelvang.
Men først i kampens 88. minut fik Vivild den rigtige chance. Inden da havde Emil Mortensen og Frederik Espensen haft gode skudforsøg.
I det 88. minut fik Vivild et hjørnespark, hvilket Emil Mortensen tog sig af. Niklas Mathiesen kom til en afslutning bagerst i feltet, men han helkiksede, og bolden endte hos Niels Krogsgaard omkring pletten.
”Niels "The Niller Man" Krogsgaard kiggede koldblodigt op for at se, hvor målmanden befandt, hvorefter han med største selvfølgelighed bankede kuglen i kassen med sit højreben, hvilket skabte jubel og den helt store forløsning. I resten af kampen spillede vi fodbold ved hjørneflagene, og vi kunne køre sejren hjem,” siger en glad og lettet Jesper Møgelvang.