U15 Drenge rykker op i Mesterrække som jyske mestre
Nørager B’s U15 Drenge blev jyske mestre og skal sikre fødekæden op til Nøragers Serie 1 hold
Landsbyen Nørager er kendt som en af Djurslands fodboldhøjborge. Selv med en smal trup klarer byens fodboldherrer sig godt, og de blev i foråret for anden sæson i træk nr. 2 i Serie 1.
Nu er der forstærkninger på vej, for Nørager B har flere gode årgange i ungdomsrækkerne. Forleden slog U15 Drenge holdet en klar streg under potentialet, da holdet på Fårvang Stadion vandt det jyske mesterskab i A-rækken med en 2-0 sejr over Nykøbing Mors. Begge mål blev scoret af en af holdets profiler, angriberen Benjamin Kjemtrup.
Med sejren satte de unge Nørager drenge kronen på værket efter en flot sæson, hvor holdet vandt en tæt række mod blandt andet FC Djurslands U15 drenge.
Det betød oprykning til Mesterrække i efterårssæsonen, hvor holdet får lov til at prøve kræfter med en række Aarhushold og Ebeltoft IF.
Forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence
U15 Drengene kæmpede sig frem til det jyske mesterskab i fire spændende kredskampe.
I ottendedelsfinalen besejrede Nørager B på udebane Åbyhøj med 4-1. Derefter gjorde de det i kvartfinalen af med Kolt-Hasselager med 5-2 på Nørager Stadion.
I semifinalen mødte holdet ifølge træner René Jensen forårets bedste modstander, da Vejen SF på Nørager Stadion i en forrygende kamp blev besejret efter både forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.
”Vi var bagud med 2-0 ved pausen, men fik udlignet til 2-2 i 2. halvleg. Vi måtte igennem forlænget spilletid og derefter til straffesparkskonkurrence, hvor vi to gange var bagud på brændte straffespark. Men til sidst blev vores målmand Mikkel Nygaard afgørende, da han reddede et straffespark og sikrede os sejren,” fortæller René Jensen, som ikke blot er formand for Nørager B's fodboldafdeling, men også træner både U15 holdet og U12 holdet.
Kristoffer Frandsen, som spiller på Nørager B's Serie 1 hold, er assistenttræner og holdleder.
Stor talentmasse i ungdomsafdelingen
René Jensen ser frem til, at holdet nu skal spille Mesterrækkefodbold. Det bliver med et godt sammenspillet hold, som har haft den samme grundstamme af spillere gennem de sidste 3-4 år.
”Vi har dog afgivet vores to største profiler, målmand Emil Pedersen, søn af Nøragerveteranen Claus Pylle Pedersen, og Rasmus Bang Rasmussen til Randers FC, hvor de prøver sig af på højeste niveau,” siger René Jensen, som er optimistisk omkring talentmassen i klubben.
”Vores ungdomsafdeling er den stærkeste og mest talentfulde i mange år, og det er Nørager B's fremtid.”
Det kommende mesterrækkehold er ifølge træner René Jensen et godt hold med en god bredde og velbesat på alle pladser. Samtidig er holdet gennemsyret af den gode Nøragerånd, hvor der bliver fightet og alle spillere kæmper for hinanden på banen.
Han fremhæver især de to profiler, angriberen Benjamin Kjemtrup, som med to mål afgjorde finalen, og målmand Mikkel Nygaard, som var kampafgørende i semifinalens straffesparkskonkurrence mod Vejen SF.