Ebeltoft lander DM i Wayfarer-jolle
17. og 18. juni skal Ebeltoft være vært for et danmarksmesterskab.
Sejlklubben Ebeltoft Vig (SEV) skal 17. og 18. juni være vært for DM i Wayfarer-jolle-kapsejlads, Kvadrat Cup. Det er et prestigefyldt arrangement at være vært for, men SEV er blevet en meget aktiv klub og har erfaring i at arrangere mesterskaber. Tillige er Ebeltoft Vig et ideelt kapsejladsområde, hvor det er nemt at følge med i sejladserne, skriver sejlklubben i en pressemeddelelse.
Wayfarer-sejljollen er en 16-fods engelsk-konstrueret sejljolle designet af Ian Proctor i 1957. Det er stadig en uovertruffen kapsejladsjolle, også kaldet den ”klassiske sejljolle”.
Danmark har mange gode Wayfarer-sejlere. I 2007 i Øresund vandt Peter og Samuel Bøje VM-guld. Kaløvig-sejler Mogens Just og gast Anders Friis vandt guld til VM 2016 i Holland, hvor Peter og Samuel måtte nøjes med bronze.
De forsvarende danske verdensmestre kunne ikke gentage succesen i Irland i 2019. I to meter høje bølger måtte danskerne se de britiske europamestre tage guldet om halsen. Syv af otte danskerbåde sluttede i top-10, så fornemme danske resultater i Wayfarer.
VM for Wayfarer-joller afholdes hvert tredje år og i 2025 skal Danmark igen være vært. Da SEV er arrangører af det forekommende DM, er der store chancer for, at Ebeltoft også skal være vært for VM. Det kan lade sig gøre, da SEV har nogle meget trofaste sponsorer, heriblandt Kvadrat, Expromo Europe, Officelab og Michael & Hussnedkeren.
Alle er velkomne til at komme ned og hilse på i sejlklubben og følge med i begivenhederne 17. og 18. juni.