Medaljer og klubmester i Djurs Bowleren
Jeanette Andersen kan kalde sig klubmester.
Lørdag 3. juni blev det årlige klubmesterskab afviklet i bowlingklubben Djurs Bowleren, der har hjemme i Grenaa Bowlingcenter.
Der var 15 deltagere til klubmesterskabet, som havde en varm eftermiddag på en mere end lun sommerdag.
Efter et meget tæt opløb og tætte serier kunne Jeanette Andersen kåres som årets klubmester og noget overrasket tage imod pokalen. Hun sagde efter turneringens afslutning, at det resultat kom noget bag på hende.
På andenpladsen kom Jess Sørensen, som er indehaver af flest klubmesterskaber i klubben, mens Erik Henriksen sikrede sig tredjepladsen.
Djurs Bowleren har været repræsenteret med to hold i Dansk Bowling Forbund turnering tre-mands open pulje i sæson 2022/2023.
Begge hold var at finde i samme række, så der har været basis for mange indbyrdes konkurrencer gennem hele sæsonen.
Det endte med guldmedalje til hold 1, der bestod af: Jess Sørensen, John Jakobsen, Niels Svendson, Henrik Buus og Ib Jørgensen.
Det blev til bronzemedalje til hold 2, der bestod af: Terry Hawkins, Jens Lindhardt, Brian Thinnesen, Gustav Laursen, Lars Jensen og Erik Henriksen.
Sølvmedaljerne gik til bowlingklubben Pletskud fra Skanderborg.
Djurs Bowleren har tilmeldt to hold igen i næste sæson 2023/2024. Så håber man på flere medaljer til Grenaa igen.