Fortsæt til indhold

Lokalt projekt søger outdoor-ideer

Ildsjæle opfordres til komme med ideer til outdoor-aktiviteter til gavn for borgere i Hylke og Ris-Tebstrup

Sport
Arkiv

DGI Østjylland inviterer borgerne til møder i henholdsvis Ris-Tebstrup og Hylke.
Det sker for at få ideer og drømme på bordet som baggrund for etablering af forskellige outdoor-aktiviteter.
Baggrunden er den store interesse for at være aktiv naturen, som blev demostreret, da en række lokale foreninger og DGI Østjylland i weekenden 9.-10. april afviklede NATUREVENT i henholdsvis Ris-Tebstrup og Hylke. Omtrent 150 personer deltog i de to arrangementer.
”Det var en rigtig god oplevelse. Der var stort fremmøde og god stemning, og lokale borgere i alle aldre nød aktiviteterne i naturen i det dejlige vejr. Jeg mærkede stor interesse, for at få sat gang i flere lokale outdoor-aktiviteter,” siger Thomas Hviid Madsen, pro-jektleder hos DGI Østjylland, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Arrangementerne denne weekend var opvarmning til to kommende aktivitetsmøder, 26. april i Ris-Tebstrup og 3. maj i Hylke.
Her er målet at nedsætte nogle arbejds-grupper, som har lyst til netop at arbejde videre med at udvikle aktiviteter i naturen i lokalområdet på tværs af landsbyerne.
”For at komme godt fra start, er det vigtigt, at så mange så muligt møder op. Jeg håber, at vi kan få konkretiseret de ideer, jeg har hørt, og nedsat nogle arbejdsgrupper med lokale ildsjæle, der vil være med til at udvikle udendørsaktiviteter for og i lokalområdet med støtte fra os,” fortæller Thomas Hviid Madsen.
Landsbyklyngen bestående af Hylke, Ris og Tebstrup er særligt udvalgt af DGI Østjylland og Skanderborg Kommune som en del af projektet Luft under lokale vinger. Det unikke landskab giver nemlig mulighed for at bruge naturen til mange forskellige aktiviteter. Fra vandring og løb over mountainbike til vinterbadning og kanosejlads.
Aktiviteterne er ikke forudbestemt, da det er et landdistrikts-udviklingsprojekt med målsætning om at identificere, sammensætte og understøtte lokale ildsjæle med lyst og motivation til at drive outdoor-aktiviteter.
”Hvis man går med en eller anden drøm om at lave outdoor-aktiviteter, så er det nu, at den skal på bordet. Der er via projektet økonomi til hjælp af opstartsaktiviteter, opkvalificering af instruktører, konsulentbistand fra vores idræts- og foreningskonsulenter, og ikke mindst markedsføring,” påpeger Thomas Hviid Madsen.
Luft under lokale vinger kører samtidig et lignende projekt i landsbyklyngen om-kring Hundslund-, Ørting- og Gylling-området i Odder Kommune. Her har det blandt andet resulteret i, at der er startet en vandregruppe op, ligesom der er fuld gang i at få etableret et mountainbikefællesskab med henblik på at etablere en klub.
”Vi ønsker at vise borgerne i de her særligt udvalgte områder, at deres natur er skøn og indbyder til masser af bevægelse. Mange bruger den jo i forvejen på egen hånd, når de motionerer. Hvorfor så ikke gøre det sammen med andre,” siger Thomas Hviid Madsen.
e.r

Der er via projektet økonomi til hjælp til opstart af forskellige aktiviteter, konsulentbistand og ligenende. Foto: Thomas Hviid Madsen