DM-sølvmedalje til ung rytter fra Hvorslev
Næste gang er det kampen om NM. Den finder sted i Norge i september
I weekenden 29.-31. juli deltog Sara Bech og hesten Dicte Aldrup fra Hvorslev ved årets DM i military - ridesportens triatlon.
Sara, som er 15 år, deltog i Dansk Rideforbunds mesterskab for U18/U21, og efter de tre discipliner endte Sara med en sølvmedalje.
Mesterskabet indgik som en del af den åbne 1* klasse, en klasse hvor der springes 115 cm på ridebane og 110 cm i terrænet. I klassen deltog 37 ekvipager, heraf var 7 med i ungdomklassen.
Konkurrencen startede med dressur, her endte Sara på en 33. plads, men dressur er normalt ikke Dictes stærke side.
Efter dressuren var der ridebane-springning med 10 forhindringer. Her var Sara og Dicte fejlfri på såvel bomme som på tid. Sara og Dicte avancerede til en 17.- plads.
I forhold til ungdoms-mesterskabet var Sara og Dicte gået fra en 7.-plads til en 2.-plads.
Søndag flyttede alle rytter og heste til Høsterkøb til terrænbanen på 3 km og med 20 forhindringer.
Sara og Dicte gennem førte banen uden fejl, og det samlede resultat blev en 12.-plads, og som 5. bedste dansker - og en sølvmedalje i mesterskabet for U18/U21