Fortsæt til indhold

Anette Viborg er klar til Rio 2016

Sport
Jeppe Rafn

Horsens bliver repræsenteret ved sommerens olympiske lege i Rio i Brasilien.
Sejleren Anette Viborg, der er født og vokset op i Horsens, har kvalificeret sig til OL med sin makker Allan Nørregaard i bådklassen Nacra17.
OL-deltagelsen blev sikret ved verdensmesterskaberne, der i disse dage sejles i Clearwater i USA.
Anette Viborg skriver på facebooksiden Horsens til OL:
"OL pladsen i Nacra'en er sikret med Horsens til OL i sejlet og i hjertet. Tusinde tak for al opbakningen, det har været mit vildeste eventyr til dato. Og mega fedt vi nu kan gå hele vejen til OL sammen med alle jer, der kæmper for Horsens til OL. Kom såå HORSENS!"
Anette Viborg og Allan Nørregaard ligger på andenpladsen ved verdensmesterskabet i Clearwater, der afgøres i dag.

Anette Viborg og Allan Nørregaard på vandet. Foto: Flemming Pedersen/Dansk Sejlunion