AGF-talentchef bag alternativ SFO i Hørning
Nyt foreningstilbud skal give mere bevægelse i børns hverdag og bedre foreningsliv
“Brug bolden hver dag efter skole”.
Sådan lyder mottoet for Fodboldfritid, som er et fritidstilbud, der bliver sparket i gang fra og med det kommende skoleår.
“Fodboldfritid er et opgør med iPads og smartphones og er et forsøg på at få mere bevægelse ind i børns stillesiddende hverdag. Vi vil gerne udvikle dem motorisk og give dem nogle super gode timer hver dag. Jeg kan huske, at da jeg selv var knægt, lavede jeg ikke andet end at spille fodbold efter skoletid. Barndommens bedste timer var i selskab med en fodbold,” siger Anders Madsen.
Han er talentchef i AGF og ophavsmand til det nye foreningstilbud.
Det er et projekt, som i første omgang involverer fem lokale klubber - heriblandt Hørning IF - der stiller faciliteter og klublokaler til rådighed, mens AGF bidrager med trænere med den nødvendige pædagogiske og faglige baggrund.
Det er de 6-10-årige børn, der har mulighed for at trille med noget læder i fritiden efter skole, for de har med skolereformen fri klokken 14.
“Vi henter børnene på skolen, hvis de ønsker det, og hen til klubben. Efter endt træning klokken 16-16.30, er det så forældrene, som står for at hente deres børn. Vi håber så, der er en sidegevinst ved projektet, der gør børn og forældre endnu mere loyale overfor deres lokale klub, og selvfølgelig også gerne overfor AGF,” siger talentchefen.