Fortsæt til indhold

Henter store tilskud til MTBikers i Ulstrup

Mere end 100.000 kroner er det blevet til fra Nordea og Friluftsrådet .

Sport
Erling Baastrup

En lang og grundig ansøgningsproces på over 9 måneder har nu resulteret i, at Ulstrup MTBikers har modtaget 50.000 kroner fra Nordea Fonden og 55.200 kroner fra Friluftsrådet til målrettet at udbygge og vedligeholde det populære mountainbikespor i Amstrup Bakker i Ulstrup.
Succesen blev fejret i forbindelse med et af mountainbikegruppens nye arrangementer – Guns n' Gears – et biathlon, hvor riffelskydning og mountainbikecykling kombineres.

Ny og populær sport

Ulstrup MTBikers er en gruppe af ivrige mountainbikeryttere, der siden 2011 har påbegyndt, udbygget og vedligeholdt det nye mountainbikespor, der måler knap 3 km med ca. 100 højdemeter på en omgang.
Siden er antallet af mountainbikeryttere i området steget markant i takt med sportens generelle udbredelse og stigning i popularitet. Antallet af frivillige er også steget.
”Med en gave på mere end 100.000 kroner er der nu mulighed for at indkøbe nødvendigt værktøj og materialer til at udbygge, optimere og vedligeholde det populære mountainbikespor,” lyder det i en pressemeddelelse fra MTBikers.