Fortsæt til indhold

Kærestepar sætter drømmen i spil - nu har de åbnet eget fitnesscenter

Sport
Erland Rasmussen

Ungt par fra Otterup på Fyn står bag etableringen af Globe Fitness, der netop er åbnet i Kielberghus i Skanderborg.
Det er kæresteparret Michael Dansted og Line Nielsen, som har investeret i det 1000 kvadratmeter store træningscenter i den gamle industribygning med højt til loftet.
Michael Dansted har dyrket fitness og gået op i sundhed og træning siden han var 18 år. Han har opbygget et solidt kendskab til fitnessbranchen, hvor han har taget en fitnessinstruktøruddannelse og været gennem stort set samtlige af branchens koncepter.
Oprindeligt er han uddannet grafisk trykker, men har i mange år arbejdet som certifikatsvejser. Line er sygeplejerske, og hun arbejder på et plejecenter i Otterup Kommune, ligesom hun er i gang med en diplomuddannelse. Michael står for den daglige drift, mens Line hjælper til.
Det er en gammel drøm om at blive selvstændig med et træningscenter. Centret er bygget op fra grunden uden medlemsskab af en kæde, men med en god aftale med Cybex, som leverer trænings-redskaber.
“Det er en familievirksomhed. Vi bygger på individuel træning til fornuftige priser,” siger Line Nielsen.

Der er indrettet et lokale til crossfit-træning, og her er et af centrets nye medlemmer i gang med styrketræningen i de særlige redskaber. For Michael Dansted og Line Nielsen, som står bag Globe Fitness, er det visionen, at det ene træningscenter i Skanderborg på sigt vil blive til flere og brede sig til andre byer.
Michael Dansted og Line Nielsen med deres datter Carmen på to år. Familien består også af Mads på 16 år, som er Michaels søn.