Oplevelser i naturen
Tre timer med fysiske udfordringer i mini-race arrangeret af DGI
Adventureløb behøver ikke altid være lig med mange opslidende dag- og nattetimer i terrænet.
DGI's Miniadventureserie er i gang, og onsdag 26. oktober går starten til det andet løb i serien. Fra kl. 18 er holdene på farten, men allerede kl. 21 er løbet slut igen. Fokus for adventureløbene i denne serie er nemlig, at deltagerne ikke behøver at sætte en hel weekend af til det, men bare skal bruge nogle timer en hverdagsaften.
”Serien er lavet for at kunne introducere adventurerace for et lidt bredere publikum og samtidig være den oplagte træningsmulighed for etablerede hold. For at opfylde det første har det været vigtigt at holde løbene på en overskuelig distance både kilometer og tidsmæssigt,” siger løbsarrangør og ultraløber Henrik Leth Jørgensen.
Det første løb i serien blev afholdt i Fussingø ved Randers den 28. september, og her stillede mere end 20 hold til start.
Holdene skulle løbe, cykle, kaste frisbee og for de friske, der valgte swim-run ruten, var der også en svømmetur på programmet.
I Gl. Rye bliver nogle af elementerne genbrugt, mens andre bliver skiftet ud med nye udfordringer, hvor alle stadig kan være med på hver sit niveau.
e.r