Fortsæt til indhold

Hørning håndbold knækkede cancer

Sport
Arkiv

“Hørning Håndbold er altid villig til at støtte en god sag.”
Sådan blev der skrevet rundt til alle foreningens medlemmer i starten af uge 43, som var den officielle Knæk Cancer uge.
“Vi valgte at gå forreste for en indsamling til det gode formål. Derfor blev alle klubbens medlemmer opfordret til at støtte ved at tegne en målaktie,” fortæller Susan Antonsen fra Hørning Håndbold i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Målaktierne skulle være på minimum en krone per scoret mål. Samtidig blev klubbens sponsorer inviteret til at tegne en målaktie.
“Både klubbens herrerspillere og damespillere valgte at donere 1000 kroner hver, og Hørning Håndbold valgte naturligvis selv at tegne en målaktie, som lød på 1 krone for hvert scoret mål af alle klubbens hold i hele uge 43.”
Og det gav skejsere i kassen, for der blev scoret 547 mål i ugens løb. Alle hold i klubben - inklusiv de 10 minimixhold - bidrog til målfesten.
I alt blev der via målaktier fra private og sponsorer samt øvrige bidrag indsamlet 12.483 kroner.
“Vi vil gerne takke alle, både spillere, forældre, trænere, og sponsorer, som har bakket op om dette initiativ. Nu glæder os til at sende pengene videre til Knæk Cancer,” siger Susan Antonsen.
bo