Michelle udtages til EM og NM i karate
Hun startede i 2009 i en alder af ni år. Siden er det bare gået fremad og opad.
Vi har før fortalt om Michelle Lysdal, der kommer fra Hammel, hvor hun har gået på Søndervangskolen indtil i sommer.
Træner hos landstræneren
Efter sommerferien flyttede hun så til Aalborg, hvor hun går i 10. klasse. Det sker samtidig med, at hun træner hos Sportskarate.dk. Det foregår i øvrigt hos landstræneren Allan Busk. Det betyder, at han ved, hvad Michelle kan.
Hun har også så mange point, at hun er udtaget til det danske landshold. Her træner de bedste i Danmark. Fra truppen udtages så deltagere til forskellige konkurrencer.
Michelle, der i øvrigt elsker at rejse, mødes i starten af januar med landsholdet.
Hun ved allerede nu, at hun i foråret skal på den udenlandske bane to gange.
Det sker med deltagelse i NM, som foregår i Estland. Med U21 skal hun senere til EM, som foregår i Bulgarien.
Fokus på karaten
Ved udgangen af 9. klasse i sommer scorede Michelle masser af topkarakterer, så for hende er det med at gå i 10.-klasse nu det, der giver hende mulighed for fuld fokus, så hun kan træne igennem i år. Næste år skal hun i gang med uddannelse på gymnasialt niveau.