Fortsæt til indhold

Ny bog hylder Aarhus-klub og vigtigt »kraftcenter«: »Det har betydet alt«

Det er 30 år siden, at Tilst Aktivcenter blev indviet, og det bliver nu fejret med en ny bog om Tilst Boldklub og TST's historie. En klub som også fostrede en dansk topdommer, der i bogen også deler gavmildt ud af anekdoter.

Sport

I Tilst kan man i år fejre, at det er 30 år siden, at man fik sit aktivcenter, noget som nu bliver markeret med en ny bog om idrætsforeningens næsten 100-årige historie, skrevet af en række af de ledende skikkelser, som har fulgt klubbens udvikling på tætteste hold.

Bogen har været cirka to år undervejs, og titlen på den nye bog er ’Fra Tilst Boldklub til TST’. Bogen beskriver blandt andet stiftelsen i 1930, storhedstiden i 70’erne og udviklingen fra landsbyklub til sammenlægningen mellem Tilst Boldklub og True-Skjoldhøj Gymnastikforening i 1979. Og selvfølgelig har aktivcenteret også fået sit helt eget kapitel.

TST Aktivcenter stod klar til at blive indviet 16. januar 1993 - det tog cirka fem år fra idé til virkelighed. Foto: Tilst Kasted Lokalhistoriske Arkiv

»Nu var jeg selv kasserer for 30 år siden, da vi lavede det her byggeri med aktivcenteret. Og derfor har det også fyldt en del for mig. Og de der har skrevet kapitlerne i bogen, vi var jo sammen om det for 30 år siden. Vi snakkede sammen på kryds og tværs. Og så har vi sagt, at hvis det her skal bevares for eftertiden, så skal vi altså i gang nu, for vi er alle sammen oppe i 70’erne,« fortæller Poul Malling, der en af bogens mange medforfattere.

I 1955 begyndte han selv sin alt for korte fodboldkarriere, som spiller i Tilst Boldklub. Han endte i stedet med stor dommerkarriere, og i dag er han formand for Lokalhistorisk Forening Tilst-Kasted-Geding, og har haft flere kasketter på i den lokale idrætsforening.

»Det er et kraftcenter i Tilst, som blev bygget for 30 år siden, og det center har betydet alt for klubben. Vi havde jo slet ikke faciliteter nok til at klare den efterspørgsel, der var omkring idrætten herude inden,« siger klubmanden.

Støtte fra Simonsen

Med det nye aktivcenter, som stod klar 16. januar 1993, fik man en ny hal, en minihal og svømmehallen blev udvidet, samtidig med at det lokale bibliotek også rykkede ind ved siden af. Klubben havde i en lang årrække forinden været så gode til at samle penge sammen til byggeriet - blandt andet ved at afholde forårs- og fritidsmesser i Marselisborghallen - at projektet også fik politisk opbakning.

»Og der kom så mange penge i klubkassen, at den daværende borgmester, Thorkild Simonsen, personligt gik ind og stod i spidsen for, at det her projekt skulle gennemføres. Og det er sjældent, at man på den måde, kan få en borgmester til at lægge hånden på kogepladen, som han gjorde der,« lyder det fra Poul Malling, der står bag forordet og to kapitler til den nye bog om Tilst-klubben.

Inden frisparket blev taget, kom en mand løbende ned over tilskuerpladserne og ind på banen, hvor han råbte mig op i hovedet, at der overhovedet ikke var frispark...
Anekdote i 'Fra Tilst Boldklub til TST' om John Stampes far.

Såede en topdommer

Han endte selv med at gå dommervejen, da et par svage ledbånd i begge knæ satte en brat stopper på den aktive fodboldkarriere i en alder af blot 23. Han lærte dog spillet at kende i Tilst Boldklub og udtrykker den dag i dag stadig stor taknemmelighed, for alt det han lærte i den lokale klub om fællesskab og det at arbejde sammen.

Fællesskabet og kærligheden til fodbold har også været afsættet for det, der senere skulle blive en dommerkarriere på allerøverste niveau. En rejse der allerede begyndte som 17-årig.

Fra byggeriet af klubbens nye klubhus i 1963. Hvor Poppelhegnet i dag ligger. Fra venstre Erik O. Jensen (tække),

Han blev kastet for løverne helt fra start, da han dømte den kommende AGF-legende, som dengang dog kun var 11 år og spillede for Åbyhøj. Nemlig selveste John Stampe. Og på Åbyhøj Stadion var det Johns far, Peter, der var chefen for det hele - han var stadioninspektør og passede også klubbens cafeterie. Derfra kunne han se ned over stadion. Og en dag i 1968 kunne han så se en ung Poul Malling dømme frispark imod sønnen John - efter en alt for voldsom tackling.

»Inden frisparket blev taget, kom en mand løbende ned over tilskuerpladserne og ind på banen, hvor han råbte mig op i hovedet, at der overhovedet ikke var frispark..,« skriver Poul Malling i et kapitel i bogen.

»Det er sådan noget, man kan grine af bagefter, men som ung dommer, og så være i den situation der, så skal man altså lige tælle til 10,« siger han selv om episoden. Til syvende og sidst - cirka et minut senere - fik han så endelig Peter Stampe ud af banen, efter at have truet med at afblæse kampen, hvis Stampe senior ikke kom væk i en fart.

Fra 1983-1988 dømte Poul Malling i landets bedste række, og var en af landet ti bedste dommere. Og han blev sendt afsted som linjedommer til internationale opgaver, som landskampe i bl.a. Østtyskland og Sovjetunionen, og han blev også sendt afsted til Mesterholdenes turnering (i dag Champions League) for at dømme Bayern München, der dengang havde Søren Lerby på holdet.

Anekdoterne står også i kø i et kapitel, der retteligt hedder ’Hvad fodboldspil i Tilst Boldklub kan føre til’. Og selve bogen ’Fra Tilst Boldklub til TST’ udkommer lørdag 17. juni ved en reception i TST Aktiv-center kl. 13-15. Her kan man anskaffe sig bogen, som også vil blive solgt på biblioteket i Tilst.