Fortsæt til indhold

900 tager med til Ry-pigernes fodboldfinale

Torsdag morgen fragter busser 900 venner og forældre til Rys fodboldpiger til finalekampen i Odense

Sport
Arkiv

De har charmeret sig ind på alle, de seje fodboldpiger fra Ry, som på torsdag spiller finalekamp mod Frederiksborg Byskole i Ekstra Bladets Skolefodbold turnering.
Initiativgruppen bag fodboldpigerne har siden resultatet af semifinalen sidste tirsdag knoklet sig gennem forsøget på at skaffe tilstrækkelige økonomiske midler til at fodboldpigerne kan få maksimal opbakning til finalen.
Og nu ser det ud til, at anstrengelser snart har båret frugt. Knapt 900 unge og (for)ældre fra Ry drager torsdag morgen i busser mod Odense, hvis altså de sidste midler komme ri hus i løbet af de næste to dage.
Derfor håber initiativgruppen, der består af af Erik Sindberg og Claus Søndergaard, at både private og lokale virksomheder fortsat har lyst til at yde et bidrag. Den kan gives ved at kontakte Erik Sindberg på 2687 9301.
Trænerteamet Erik Sindberg og Claus Søndergaard har brugt enhver flig af netværket, for at hive donationer hjem til den store fodboldfest.
"Det er helt unikt at opleve frivillige tage hånd om en sådan opgave og på egen hånd sikre en oplevelse for Mølleskolens børn fra 4.-9. årgang, som de ellers måtte være foruden,” siger Frank Oxholm Jensen fra Ungdomsskolen.
”Skolereformen lagde op til en åben skole i samarbejde med private aktører samt erhvervsliv og desuden har det været en mærkesag for kommunen, at introducere borgere til Kommune 3.0, der flytter kommunens borgere mod langt højere grad af aktivt medborgerskab,” konstaterer han.
"Vi må alle have Erik og Claus med i aftenbønnen, som et skoleeksempel.”
"Selvom man ikke nødvendigvis er fodboldinteresseret, er her en stor oplevelse i sigte for børnene. Og i de næste par dage kan de sammen skrive sange, lave instrumenter, ansigtsmaling, dans og meget, meget mere, så de kan heppe solidt på fodboldpigerne,” fortæller Frank Oxholm Jensen.
Fodbolden er omdrejningspunkt for de næste dage, mener Erik Sindberg.
”Vi skal møde et hold, der knuste deres modstander i semifinalen med 10-0 og som består af 4-5 landsholdsspillere. Vi vil forsøge at sætte pigerne bedst tænkeligt op til opgaven, samtidig med at vi glæder os over at have nået finalen. Det er ærligt at tabe i semifinalen – og ingen skam, hvis det sker i finalen. Vi har nået vores mål og vil glæde os til finalen, med den store opbakning,” understreger Erik Sindberg, der sammen med Thomas Blichert-Toft, er de to trænere, der tre gange de seneste 11 år har coachet et pigehold fra Ry frem til finalen i Skolefodbold.