Fortsæt til indhold

Årets østjyske badmintonklub ligger i Hammel

Først blev HGF Badminton bedste klub i Midtjylland. Nu kåres den også af DGI

Sport
Erling Baastrup

Forleden kårede Badminton Midtjylland badmintonafdelingen under HGF til den bedste ungdomsklub i Midtjylland. Nu følges op fra DGI Østjylland. Hammel GF udnævnes nemlig til årets klub i Østjylland indenfor badmintonsporten.
Repræsentanter fra klubbens bestyrelse modtog på DGI's aktivitetsmøde diplom, blomster, pokal og et gavekort på 5000 kroner til badmintonudstyr.

Ekstraordinær indsats

I begrundelsen hedder det blandt andet: Hammel GF Badminton er valgt på baggrund af deres ekstraordinære indsats for ungdomsspillerne. Der er arbejdet målrettet med rekruttering, information, træningstilbud, trænerpleje, stævnedeltagelse, uddannelse af hjælpetrænere, fastholdelse af spillere og sociale arrangementer,” lyder det.

”Det er et stort skulderklap til bestyrelsen og alle, som yder en indsats for at medvirke til at gøre HGF badminton til en attraktiv ungdomsklub for Hammels børn og unge. Vi håber, at det kan medvirke til, at endnu flere får lyst til at spille badminton i Hammel GF, hvor der er mange aktiviteter af både sportslig og social karakter for spillerne,” siger formand Susanne Østerby.