Jernmand øverst på podiet for 50. gang
Birger Frederiksen, lærer på Rønde Skole, vandt forleden DM-mesterskab nummer 50, inden for Dansk Triathlon Forbund, da han sejrede i DM på en halv jernmand i Ålborg i aldersklassen 60-64 år
Den jernstærke triatlet, Birger Frederiksen, fra Hjortshøj, der arbejder som lærer på Rønde Skole, har atter scoret et dansk mesterskab.
Forleden blev det således til DM-mesterskab nummer 50 inden for Dansk Triathlon Forbund, da han vandt DM på en halv jernmand i Ålborg i aldersklassen 60-64 år.
Birger Frederiksen har dyrket triathlon siden 1995, men Han har altid dyrket masser af motion og har slået sine folder i mange idrætsgrene i sin barndoms idrætsforening, Kolind-Perstrup IF - ikke mindst på badminton-fronten.
Det første danske mesterskab blev vundet i 1999, og siden er det blevet til mange mesterskaber. De er blevet vundet i duathlon (løb-cykling-løb) og triathlon (svømning, cykling og løb).
Klarer sig flot i udlandet
I foråret blev det til EM-sølv i duathlon i København.
I udlandet er det blandt andet blevet til 3 VM og 2 EM mesterskaber. Til september gælder det så VM i Mexico.
Birger Frederiksen cykler året rundt til og fra arbejde - i al slags vejr. Faktisk er det det, der giver ham det overskud, der ind imellem skal til for at holde alle de bolde i luften, som lærerne i folkeskolen jonglerer med.