Nygifte Dennis Holdgaard øjner bredere trup i Vivild
Vivilds ambitiøse cheftræner har brugt sommeren til at blive smedet i hymens lænker og til at indstille sig på at skulle spille en række lavere end i sidste sæson
Uden flere af de faste og mest rutinerede støtter måtte et ungt Vivild mandskab erkende, at der manglede et år eller to på bagen i sidste sæson, hvor det blev til nedrykning til Serie 1.
Om kort tid gælder det en ny sæson i Serie 2, og cheftræner Dennis Holdgaard er ved godt mod, selv om det af indlysende årsager ikke passede ham at skulle skrive en nedrykning på sit træner-cv.
Tirsdag startede forberedelserne til et på papiret hedt efterår, hvor der venter et hav af lokalopgør. Ud over Vivild er også Auning, Hornslet, IF Midtdjurs, nedrykkede Aastrup-Hammelev og Grenaa IF med i rækken. De seks Djurslands-klubber suppleres af TMV 8530 og Aarhus Fremad 1.
"Det bliver spændende med de mange lokalopgør, og på forhånd er det svært at udpege favoritter til den ene oprykningsplads og de to nedrykningspladser," lyder Dennis Holdgaards vurdering.
Umiddelbart har han stor fidus til Grenaa IF og hans gamle klub, Auning IF.
"Jeg tror, at både Grenaa og Auning vil være at finde i toppen af rækken," siger Holdgaard, der dog heller ikke underspiller for sit eget holds vedkommende.
"For vores unge hold handler det om at bygge på og komme godt fra start. Vi går på banen for at vinde hver gang, men med kun en oprykningsplads er det for vildt at melde oprykning til Serie 1 ud som målsætning. Det gør vi i hvert fald ikke," siger Dennis Holdgaard, der har benyttet sommerpausen til at blive gift.
Rutinerede kræfter tilbage
Cheftræneren, der bor i Auning, forventer, at samtlige spillere fra sidste sæson er klar til at give den gas igen.
Og så ser han frem til, at få de langtidsskadede Casper Moltke Christiansen og Emil 'Counter' Mortensen med på træningsbanen.
"Vi er spændte på at se, hvor langt de er fremme efter, at de begge har været ude i lang tid, men det bliver fantastisk at få dem med, fordi de kan tilføre holdet en masse spillemæssigt og bidrage med en masse rutine," siger Dennis Holdgaard.
To andre spillere, Frederik Bjerregaard og Jonas Bossow, er også snart parate til at levere på fodboldbanen efter en pause, der ikke skyldes skader, men et længere træningsforløb i løb, cykling og svømning.
Duoen skal gennemføre en ironman midt i august, men herefter er de klar til at spille fodbold igen.
"Frederik studerer i Aalborg, men har sagt til mig, at han godt vil køre hjem og træne en gang om ugen, hvis det kan arrangeres," siger Dennis Holdgaard.
Hvis de fire nævnte for alvor kommer i omdrejninger i efteråret, får Vivild-truppen den bredde, der var en mangelvare i foråret.
Kragbæk ny holdleder
Dennis Holdgaard får som i foråret målmand Lasse Pedersen som spillende assistenttræner, ligesom Kasper Hvid Andersen får ansvaret for at samle andetholdet i Serie 4.
På holdlederposten på førsteholdet tager Martin Kragbæk over efter ikonet Bjarne Poulsen, der sagde stop efter sidste sæson, fordi han ikke kunne forene sit civile job med arbejdet som holdleder.
Vivilds førstehold spiller i den kommende uge træningskampe mod Auning IF (serie 2) og Nørager (Serie 1).
Naboerne fra Nørager havde Vivild gode oplevelser med i foråret, da de to klubber mødtes i Serie 1. Det lykkedes således Vivild at hente fire ud seks mulige point i de to klubbers indbyrdes opgør.
Naboerne mødtes i juli ved sommerfesten i Nørager, hvor slutfacit blev 2-2. Den efterfølgende straffesparkskonkurrence blev vundet af Vivild.