Håndboldformand har opgivet ævred
Håndboldformand i IF Midtdjurs, Dan E. Föh, stopper før tid i erkendelse af, at han og resten af bestyrelsen i IF Midtdjurs Håndbold ikke trækker på samme hammel
IF Midtdjurs Håndbold har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling 8. august 2016 i Midtdjurshallens cafeteria med et punkt på dagsordenen: Valg af formand.
Det er den nuværende håndboldformand Dan E. Föh, 71, der er den reelle bagmand til den ekstraordinære generalforsamling, fordi han har besluttet sig for at kaste handsken, før vintersæsonen begynder.
"Egentlig var det min tanke at forlade formandsposten ved vores ordinære generalforsamling i februar 2017, men jeg har erkendt, at jeg ikke holder så længe, hvis jeg skal tage mig af stort set alle arbejdsopgaver i håndboldafdelingen, som det har været tilfældet siden nytår, hvor jeg reelt kun har været fritaget for bogføringsopgaven," siger Dan E. Föh.
Vil noget forskelligt
Håndboldbestyrelsen består af fire medlemmer, men ifølge Dan E. Föh har formanden selv måttet påtage sig en væsentlig del af arbejdsbyrden.
"Jeg brænder for at udvikle håndboldafdelingen og skabe nye aktiviteter, men det har jeg slet ikke haft tid til at tænke på, fordi så meget andet har ligget i brak," siger Dan E. Föh.
Han nævner, at sponsorudvalget reelt har været nulstillet og det samme med cafeteriaudvalget. Sidstnævnte udvalg har skullet varetage driften af Midtdjurshallens cafeteria, som håndboldafdelingen i en årrække har påtaget sig ansvaret for efter aftale med hovedafdelingen i IF Midtdjurs.
"Siden maj 2016 har cafeteriaet reelt ikke været åbnet, selvom vores aftale med hovedafdelingen går på, at der skal være åbent i caféteriaet hver gang, der er en aktivitet i hallen. Det er pinligt," siger Dan E. Föh.
Det sportslige med at finde trænere har håndboldformanden også haft ansvaret for, men nu vil han ikke længere.
"Jeg har tidligere på året sagt til de øvrige i bestyrelsen, at jeg gerne trak mig fra arbejdet, hvis de mente, at jeg var en hæmsko, men blev opfordret til at fortsætte. Nu vil jeg ikke længere, for vi vil noget forskelligt i bestyrelsen, og derfor er min beslutning definitiv, ellers havde jeg naturligvis ikke indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling," understreger Dan E. Föh.
Fortsætter gerne i byggeudvalget
Dan E. Föh er håndboldafdelingens repræsentant i det byggeudvalg, som IF Midtdjurs har nedsat med henblik på at varetage opgaven med det kommende byggeri af en ny hal halv i tilknytning til Midtdjurshallen.
En opgave, han fortsat gerne vil påtage sig, hvis den ny håndboldformand og resten af bestyrelsen mener, at han skal gøre det.
"Dette arbejde tager jeg gerne på mig, og jeg deltager også gerne i en diskussion om, hvordan fremtiden i IF Midtdjurs skal se ud. Jeg mener, at tiden er kommet, hvor vi for alvor bliver nødt til at kigge på strukturen og den samlede organisation, og ikke mindst opgaven med at skaffe nye medlemmer og fastholde dem, som vi har."
Dan E. Föh har ikke noget bud på, hvem der skal afløse ham som håndboldformand.
"Jeg stopper, og hvem der skal afløse mig, må det være op til medlemmerne at beslutte."
Ikke overrasket
Morten Jakobsen, næstformand i håndboldbestyrelsen, er ikke overrasket over, at Dan E. Föh nu vælger at trække stikket.
"Han har jo luftet tanken tidligere, men jeg havde håbet, at han ville have siddet perioden ud frem til den ordinære generalforsamling," siger Morten Jakobsen.
Han anerkender fuldt ud den indsats, som den snart forhenværende formand har præsteret.
??"Dan har har været et stort aktiv for håndboldafdelingen og ydet en kæmpe indsats. Det kan vi andre kun kvittere for, og jeg har også forståelse for, at han kritiserer resten af bestyrelsen for manglende indsats, men han glemmer bare, at han som pensionist har meget tid til rådighed, mens vi andre, der har et arbejde at passe til hverdag, ikke har de samme muligheder."
Tre tilbage
Morten Jakobsen har ikke noget bud på, hvem der skal tage over efter Dan E. Föh.
"Ingen af vi tre tilbageværende i bestyrelsen (Anders Rasmussen forlod bestyrelsen tidligere på året, red.) vil påtage os formandsopgaven, så situationen er træls, men jeg håber, at der vil være forældre eller medlemmer, der vil byde sig til, for alternativet vil jo være, at vi må lukke håndboldafdelingen, og det vil være synd for de mange børn og unge, der spiller håndbold i IF Midtdjurs."?